Her til formiddag melder Randers Cimbria endelig ud, med alle de rygter og historie vi her på Fullcourt har skrevet om den seneste uges tid. I går forlod Charlie Burgees klubben, via en klausul i sin kontrakt. Og nu må de også sige farvel til direktør Katja Gaard Jønsson, som grundet økonomiske problemer må fratræde sin stilling, da der simpelthen ikke er råd til en sådan stilling mere.
Læs pressemeddelsen her:
“Som følge af svigtende økonomiske indtægter, i forhold til det for sæsonen opstillede budget, så har Randers Cimbria PRO valgt at foretage væsentlige besparelser i organisationen. Besparelserne skal sikre en mere stabil økonomi til driften af Randers Cimbria PRO og det kan ikke udelukkes, at der vil komme yderligere besparelser.
De besparelser der nu er taget i organisationen betyder, at Administrerende direktør Katja Gaard Jønsson fratræder sin stilling og ligeledes flytter administrationen til mere økonomiske forsvarlige fysiske rammer.
Samtidig har Randers Cimbria PRO accepteret, at Charlie Burgess har gjort brug af en klausul i sin kontrakt og han har underskrevet en ny kontrakt med ungarske BC Kormend som spiller med i den europæiske EuroChallenge. Charlie Burgess har således allerede forladt holdet. Samtidig har enkelte løntunge spillere fået tilladelse til at forhandle med andre klubber, således at den enkelte spiller kan få en mere stabil situation og Randers Cimbria PRO kan skabe en besparelse. Det er altså ikke målet at afskedige spillere.
De økonomiske udfordringer som Randers Cimbria PRO er i, skyldes både manglende sponsorindtægter i forhold til det forventede og en manglende kontinuerlig kapitaltilførsel som var budgetteret.
Det er således ikke det sportslige der er årsagen til udfordringerne. Den forgangne sæson resulterede i sølvmedaljer og også i indeværende sæson har holdet leveret gode resultater og må klart regnes blandt mesterskabsfavoritterne. Randers Cimbria PRO vandt således over de danske mestre fra Bakken Bears så sent som i torsdag aften, og spiller pokalsemifinale i aften mandag mod Svendborg Rabbits.
I praksis betyder besparelserne i organisationen, at de administrative opgaver fremover varetages af Sports- og teamkoordinator Tonny Mattern samt Salgs – og sponsor koordinator, Christina Pape.”
Like os på Facebook
Dermed bekræfter de altså alle de ting der har floreret de seneste uger. Ting som de før har pure afvist! Men nu ser det ud til at korthuset i Randers Cimbria falder sammen.
I følge vores oplysninger så skulle Chanan Colmans agent have forhørt sig i både Bakken og Svendborg Rabbits, om han kan få kontrakt hos dem. Man kunne forestille sig at Bakken Bears ville sende Semaj Inge hjem, og erstatte ham med Colman. Derudover skulle Dragan Petronic også være interesseret i at komme væk.
Om det stopper her vides endnu ikke, da klubben stadig ikke vil forholde sig til om spillerne har modtaget deres løn for både sidste og denne måned, på trods af at alle vores informationer tyder på at de ikke har.
Casper er 34 år og partner i Fullcourt.dk Aps. Han står primært for den daglige drift af virksomheden bag hjemmesiden, og sørger for at al det tekniske omkring siden fungere. Derudover bidrager han med korte artikler og posts fra primært dansk basket.