Bakken Bears tørner i aften sammen med Team FOG Næstved i Vejlby Risskov Center – en kamp, der lidt overraskende er et opgør mellem top og bund.
Den aarhusianske traditionsklub Bakken Bears er kommet ganske fornuftigt fra start i denne sæson, hvor det er blevet til syv sejre og et enkelt nederlag til rivalerne fra Horsens IC. Det placerer aarhusianerne på en andenplads i Basketligaen. Dagens modstander fra Team FOG Næstved ligger på ligaens sjetteplads med blot to sejre i otte opgør. Langt fra tilfredsstillende for de storsatsende sydsjællændere.
Bakkens sportsdirektør, Michael Piloz, regner dog ikke med, at der er en nem kamp i vente.
“Vi glæder os til kampen. Kampe mod Næstved er altid intense og spændende, og der er ingen tvivl om at Næstved er klar til en frisk start med to nye, dygtige spillere i folden. Så det bliver en rigtig svær opgave,” udtaler Piloz til Fullcourt.dk.
Bakken Bears kvalificerede sig i denne sæson til Basketball Champions League, hvilket har betydet hele 16 ekstra kampe til kampprogrammet. Bakken har dermed haft tre turneringer, der skulle passes i form af Basketligaen, Basketball Champions League og pokalturneringen. Klubben har klaret det godt indtil videre, selvom Michael Piloz erkender der har været tryk på.
“Der har været tryk på de seneste dage og det har været fedt med kampe både søndag og tirsdag. Vi skal imidlertid nok være klar når det gælder.”
Teddy Bear Toss
Det er efterhånden blevet en tradition i Smilets By, at Bakken afholder en kamp i sæsonen, hvor publikum skal medbringe bamser. Det er fjerde år i træk, at Bakken afholder begivenheden, hvor bamserne smides på banen, når hjemmeholdet rammer deres første trepointsskud. Det bliver afholdt i samarbejde med Børnenes Kontor, som donerer bamserne som en del af en julegavepakke til familier, der har særligt brug for det.
“Teddy Bear Toss er traditionelt en rigtig god dag med fokus på de der har brug for lidt ekstra. Det er en måde vi kan hjælpe en lokal organisation, der gør noget godt for andre – både med en masse bamser og med at hjælpe med at sætte fokus på deres sag,” afslutter Piloz til Fullcourt.dk.
Medbringer publikum en bamse kvitterer Bakken med fri entré til aftenens kamp mod Team FOG Næstved med kampstart kl. 18.20. Hvis du ikke er i nærheden af Aarhus, så kan kampen ses på TV2 Sport i årets sidste TV-kamp i Basketligaen.
Foto: Vildmedfoto.dk
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.









































































