Bakken Bears overvejer i øjeblikket muligheden for at forstærke sig yderligere for den igangværende sæson.
Efter 13-DM finaler i træk siden 03′, samt fire DM-titler i træk fra 11′ til 14′, ønsker Bakken Bears ikke at forblive uden guldmedaljer i to år i træk. Sidste år var nemlig ikke et alt for godt år for de danske bjørne, der ikke kom i pokalfinalen, og samtidigt tabte DM-finalen til Horsens IC.
Sidste gang bjørnene ikke fik guldmedaljer i to år i træk, var helt tilbage i 2002 og 2003. I 01/02 sæsonen fik Bakken Bears kun bronzemedaljer, og en tredjeplads i ligaen, imens de sæsonen efter i 02/03 måtte nøjes med sølvmedaljer. Og med tre turneringer, der kræver en masse sved, tårer og kræfter, overvejer klubben nu altså at tilføje endnu en spiller.
”Vi arbejder på at have det bedst mulige hold i 2016 – så må vi se hvad det indebærer,” fortæller Bakken Bears sportsdirektør, Michael Piloz, overfor Fullcourt.
Det er første gang i mange år at Bakken Bears har mødt en så stor modstand i Basketligaen, som det er tilfældet i denne sæson. Bjørnene, der traditionelt set år efter år, hver gang er at finde i DM-finalen, har nemlig ikke været så ”uovervindelige”, som de normalt plejer at være. Men det er der flere årsager til.
Læs også: Bakken Bears tabte til de ukrainske mestre Khimik Yuzhne
Først og fremmest er flere hold i ligaen blot blevet bedre, samtidigt med at importspillerne er blevet bedre hvilket hæver kvaliteten. Derudover, og måske den mest vigtigste af alle, så har Bakken Bears i år ekstra mange kampe, i og med at holdet har placeret sig videre i FIBA Europe Cup. Det skal dog ikke nødvendigvis være en undskyldning, da de også så sent som i 13/14 sæsonen også placerede sig videre fra gruppespillet i EuroChallenge, og vandt samtidigt DM. Der var dog bare en forskel, nemlig en bredere trup. Og netop derfor, overvejer klubben nu at tilføje en ekstra spiller.
”Vi skal spille ufatteligt mange kampe de næste måneder – lige nu er der fx planlagt 11 kampe på 25 dage i februar – og derfor overvejer vi situationen,” fortæller Piloz.
Kigger man på holdtruppen, og antallet af minutter, så er det ganske vidst også tydeligt at der er en forskel på i år, og sidste sæson. Og at det måske er nødvendigt at forstærke sig med yderligere en profil.
Bakken Bears har nemlig kun 9 spillere der gennemsnitligt spiller mere end 10 minutter pr. kamp, imens der sidste sæson, var 11 spillere der fik mere end 10 minutter pr. kamp for bjørnene. Sidstenævnte var også tilfældet i sæsonen 13/14, da Bakken Bears nåede næste runde i EuroChallenge, og samtidigt vandt DM.
Artiklen fortsætter under billedet

Foto: FIBA – CEZ Nymburk
Dårligste start siden 12-13 sæsonen
Overskriften ”dårligste start” lyder måske lidt mere voldsom end nødvendigt, da der kun er tale om tre nederlag – Men ganske vidst er det sandt.
I 11 kampe i den bedste danske række er det indtil videre blevet til 8 sejre og 3 nederlag til Bakken Bears. Og vi skal rent faktisk helt tilbage til sæsonen i 12/13, hvor bjørnene inden jul havde tabt ”hele” tre kampe. Derudover er det også værd at bemærke at de danske bjørne, de seneste to foregående sæsoner, i alt kun har haft tre nederlag i hele grundspillet.
Med det sagt, er dette ikke en katastrofe for aarhusianerne. For som det nu engang er, så gælder det om at blive bedst, når det virkeligt tæller, i slutspillet og ikke mindst i finalen. Og det er også netop det, som sportsdirektøren ønsker, og kan bekræfte.
”Vi vil prioritere alt vi deltager i. Det gøres ved at rotere holdet rigtigt i hver enkelt kamp. Vi har en ambition om at være konkurrencedygtige i alle kampe i Europa og når Basketligaen nærmer sig sin afslutning, vil vi også kunne være med her.”.
Læs også: Jonathan Gilling skifter ud pga. ønske om en mere erfaren spiller
Hvilken type spiller klubben leder efter vil sportsdirektøren dog ikke helt afsløre endnu. Men umiddelbart virker det ikke til at det bliver den store danske profil, Jonathan Gilling, som netop har fået stoppet samarbejdet med AEK Larnaca på Cypern. Han afviser dog ikke, at denne godt kunne være en interessant spiller at have på langt sigt.
”Jonathan er en rigtig dygtig spiller og en god fyr. Jeg tror dog ikke han er det vi leder efter. Jonathan kunne dog sagtens være en interessant brik på langt sigt,” afslutter Michael Piloz med at fortælle.
Bakken Bears kvalificerede sig lørdag aften til pokalfinalen efter en sejr over Randers Cimbria med resultatet 105-93. Næste kamp for bjørnene er endnu et opgør mod kronjyderne den 29 december på udebane. Næste kamp i FIBA Europe Cup er den 6. januar, hvor de skal til Litauen, og møde bronzevinderne fra den litauiske liga, Juventus Utena.
Foto: Vildmedfoto.dk
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.









































































