I uvante Basketligarammer tørnede Bakken Bears og Copenhagen Basketball søndag sammen i sæsonens første Basketligaopgør. Den aarhusianske klub havde nemlig rykket kampen fra den normale hjemmebane, Vejlby Risskov Hallen til Hadsten, hvor Hadsten Hawks til dagligt har hjemmebane.
Det er et nyt initiativ fra de danske mestres side i et forsøg på at sprede sporten. Bakken vil i løbet af sæsonen spille flere kampe mod Pro B-mandskaber i haller rundt omkring Aarhus.
Om det var den nye hjemmebane, der gjorde forskellen er ikke til at sige, men Bears fik langt fra den start på kampen, som de havde håbet på. Copenhagen kom blæsende fra start og vandt første periode 20-23 anført af en varm Filip Rajovic med ti point.
Bears fik bedre styr på spillet i anden periode, men Copenhagen kæmpede med næb og klør for at holde sig inde i kampen. Mestrene kunne dog gå til pause med en føring på 49-43. Kort inde i tredje periode reducerede Rajovic til 53-50, men tættere blev det ikke.
Bakken Bears førte 69-60 ved tredje periodes slutsignal, inden Copenhagen Basketball løb helt tør for kræfter i fjerde periode. De danske mestre vandt fjerde periode med overbevisende 35-15. Derfor endte de danske mestre med at hive en pligtsejr hjem på 104-75.
Kampens topscorer blev Copenhagens nye amerikaner Patrick Burke, der noterede sig for 20 point. Filip Rajovic fulgte trop med 19 point, seks rebounds og fem assists, mens Igor Bakic fik en double-double med 18 point og 12 rebounds.
David Efianayi og Ryan Evans blev delte topscorer for Bakken Bears med 18 point.
Du kan se highlights fra kampen her: (Vi beklager lyden på kommentatorerne)
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.









































































