Inden dagens kamp var Bears Academy det eneste hold, som Horsens ikke havde slået i sæsonen. Academy tog i november sæsonens eneste Pro B sejr over et Pro A hold, da de slog Horsens. I dag fik Horsens dog revanche, da de på hjemmebane tog en sikker sejr på 113-78.
Bears Academy var uden Anton Harbo, Magnus Møllgaard, Mads Bro Hansen og Magnus Jespersen til dagens kamp, mens Horsens måtte undvære Gage Davis, der døjede med en småskade.
Dominans kampen igennem
Horsens havde i dag noget at revanchere ovenpå nederlaget tidligere på sæsonen til Academy. Selvom Academy manglede en del spillere til dagens kamp, så var de dog mødt op for at spille fra start. Horsens spillede nonchalant og lavede en del fejl, som udeholdet flot udnyttede og tog en tidlig 10-12 føring.
Horsens vågnede dog op og gik på et 14-0 run, hvilket nærmest allerede afgjorde kampen i første periode. Horsens fortsatte det massive pres i anden periode, hvor alt fungerede i begge ender af banen for hjemmebaneholdet. Det gav en pauseføring på hele 30 point.
Anden halvleg bød på mere spilletid for de unge spillere fra Horsens, som kunne spare profilerne før lørdagens pokalfinale. Selvom Academy var mere inde i kampen i anden halvleg, så kom de aldrig tæt på at drille forhåndsfavoritterne fra Horsens.
Du kan se et interview med Horsens træner, Lukas Varga, fra efter kampen her.
Carrer-high til ungt talent
Kampens topscorer blev ikke overraskende David Efianayi, der havde 23 point, 8 rebounds og 4 assists. Callison spillede en flot kamp med 15 point, 8 rebounds og 8 assists, mens unge Magnus Langager havde ny carrer-high med 9 point. For Bears Academy var bedste mand Marius Sørensen, der havde 19 point, 4 rebounds og 6 assists.
Det var sidste kamp i grundspillet for begge hold. Bears Academy skal op imod “storebror” Bakken Bears i slutspillet, mens Horsens skal møde Wolfpack. Inden da har de dog en pokalfinale på lørdag mod Bakken Bears.
Jeg er Fullcourts chefredaktør. Jeg har det overordnet ansvar for sidens indhold, og jeg brænder for alt basketball, hvor jeg bidrager til både NBA- og Basketligadelen af siden.