Pressemeddelelse: To af de mest rutinerede spillere i Bakken Bears’ historie siger ‘farvel og mange tak’. Der er tale om to spillere, der har sat deres aftryk i dansk basketball, og som er noteret for 17 DM-guldmedaljer og 13 pokaltitler. Jens Jensen og Martin Thuesen er fortid hos Bakken Bears.
JENS JENSEN
37-årige Jens Jensen stopper efter en fantastisk karriere, der har budt på ti DM-guldmedaljer og otte pokaltitler, foruden 58 A-landskampe og udlandsophold i USA og Spanien. I alt blev det til 13 DM-medaljesæt.
Jens Jensen er et produkt af Skovbakkens ungdomsafdeling, og debuterede i februar 1993. Jens nåede 521 kampe for bjørnene – klar klubrekord. JJ scorede sine sidste point i den syvende DM-finale i Svendborg, og nåede i alt op på 4.082 point – to flere end Per Pedersen, der indtil da havde rekorden som mest scorende Bakken Bears-spiller.
Efter at have vundet sin første DM-titel i 1997 rejste Jens til USA, hvor han spillede for San Jose City College og University of California Irvine i tre sæsoner. Efter et par sæsoner i Danmark, gik turen til Spanien, hvor det blev til en enkelt sæson hos Los Barrios.
Jens Jensen mener det er det rigtige tidspunkt at sige stop, og tilføjer: ‘Jeg har haft en fantastisk tid med basketball. Jeg kommer til at savne det helt vildt – især det at arbejde imod et fælles mål, og vide at hvis vi arbejder rigtigt kan vi slå de andre. Derudover kommer jeg til at savne kammeratskabet og det frirum hallen har været i en travl hverdag.’
Jens har sideløbende med den aktive karriere været engageret i klublivet i Skovbakken Basketball, og her vil han fortsat yde sit til at udvikle klubmennesker – og måske også kommende førsteholdsspillere som træner for klubbens U10-hold.
MARTIN THUESEN
Også Martin Thuesen, der fylder 34 i juni måned stopper sin karriere. Martin er opvokset i basketballklubben Falcon på Frederiksberg, og spillede også i Aabyhøj inden han i 2001 kom til Bakken Bears. Efter fire sæsoner i Aarhus gik turen til Tyskland, hvor han bidrog til Ratiopharm Ulms oprykning til BBL Bundesliga (den øverste række), hvor Martin spillede i den efterfølgende sæson inden turen gik til Island. Her fik han kontrakt med Snæfall.
Martin kom hjem igen i sommeren 2007, hvor han spillede for Bakken Bears frem til 2012, hvor han flyttede til Portugal. Den 180 cm høje guard kom hjem i februar måned og hjalp Bakken Bears imod DM-titlen.
I alt nåede Martin at vinde syv DM-titler og fem pokalmesterskaber. I alt blev det til 10 DM-medaljesæt til Martin Thuesen, der også nåede 45 A-landskampe.
Martin Thuesen siger: ‘Jeg er ikke i tvivl om beslutningen og alligevel er det svært. Siden 7. klasse er der nærmest ikke gået en dag uden basketball, som de seneste 15 år har været på eliteplan. Det er derfor naturligvis en stor del af mit voksen liv, jeg nu siger farvel til. Selvom jeg stadig elsker sammenholdet, træningen og at konkurrere på højeste niveau, er jeg ikke i tvivl om, at det er det rigtige for mig. Jeg har simpelthen ikke tid og overskud til det længere, når jeg samtidig har fuldtidsjob og kæreste, som jeg også vil prioritere. Jeg ønsker alt mulig held og lykke fremover til Bakken Bears og resten af Basketball Danmark.’
– UMULIGE AT ERSTATTE
For Bakken Bears bliver det en svær overgang uden to så erfarne spillere. Sportsdirektør Michael Piloz siger: ‘Det er umuligt at erstatte to erfarne og dygtige spillere som Jens og Martin. De ved om nogen hvad det kræver af arbejdet i hverdagen, hvis man vil vinde et mesterskab. I den forgangne sæson har de to været utroligt vigtige spillere, der har været med til at stabilisere holdet trods udskiftninger undervejs.’
De to spillere vil som udgangspunkt ikke blive erstattet af tilsvarende rutinerede spillere: ‘Vi glæder os meget til at få flere nye, unge og sultne spillere ind på holdet, og glæder os endvidere over at vi stadig har rutine på holdet i form af Chris Christoffersen (født 1979), Søren Ege (1979), Nicolai Iversen (1980) Andreas Jakobsen (1983) samt Christian Lindberg (1983), der alle vil være fyldt 30 år inden næste sæsons start.
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.









































































