Så kom vi igen til sæsonstart i Basketligaen. Jeg vil i løbet af sæsonen prøve at forudse hvordan kampene kommer til at gå, og jeg skal starte med at sige at mine meninger er mine egne, og de er ikke nødvendigvis meninger som resten af Fullcourt-redaktionen er enige i.
Jeg vil i denne første artikel skrive lidt om hvordan jeg tror slutstillingen i ligaen kommer til at se ud, og jeg vil prøve at forudse den første runde af grundspillet i ligaen.
Mit bud på en slutstilling ser således ud:
1. Bakken Bears
Århusholdet har det bedste hold i ligaen! Holdet er spækket med gode spillere, og hvis holdkemien er i top, kan holdet slutte på 1. pladsen uden at tabe en eneste kamp.
Bjørnene kan holde et konstant niveau, da bænkspillerne i Bakken kunne starte for mange af de andre hold i ligaen.
2. Svendborg Rabbits
Det virker som om der er mange der ikke tror på Svendborg i denne sæson. Holdet er dog så godt coachet, og holdkemien er i top i Svendborg, og der er kontinuitet i truppen. De unge spillere, især Kristoffer Gertz og Adam Haddad, er blevet kørt bedre ind på holdet, og er klar til at få større roller i sæsonen. Holdet har stadig Adama Darboe og Mikkel Plannthin som de største danske profiler, mens resten af de danske spillere er de perfekte rollespillere, der alle ved præcis hvad der bliver forventet af dem. Udover det bliver Donald Rutherford ved med at blive bedre og bedre, og han bliver en stor gevinst for fynboerne.
Konceptet er altså på plads, og de nye spillere er faldet rigtig godt ind. Jeg tror det bliver til en 2. plads, netop af den grund.
3. Team FOG Næstved
Sydsjællænderne har skiftet en del spillere ud til den kommende sæson, og det kommer nok til at tage noget tid før holdet er spillet sammen og kan spille på højeste niveau konsekvent fra kamp til kamp. Grunden til at jeg ikke tror Næstved ender på 2. pladsen, er tabet af Peter Johansen. Med Johansen var Næstved utrolig stærke inside, krydret med Jordan Glynn i sidste sæson. I denne sæson ser jeg ikke holdet som en stor inside trussel. Rygterne siger at den store amerikaner Næstved har købt ikke har lige så højt niveau som Peter Johansen og tidligere amerikanere, så her ser holdet meget svækket ud.
Holdet ser dog noget mere stærkt ud på guardpladserne i denne sæson. Stian Mjøs er en dygtig spiller, og med Alex Murphy er der også kommet mere bredde på guardpladserne. Caleb Walker og Nerius Brasas kommer til at spille de lidt større guard/forward-pladser og især Walker synes at være rigtig god.
Jeg tror holdet godt kan ende som sølvvinder når slutspillet er spillet til ende, men jeg tror at holdet smider nogle kampe inden jul, da de naturligt ikke vil være ligeså godt spillet sammen som Svendborg.
4. SISU
Holdet fra Gentofte er endnu et hold med kontinuitet, hvilket jeg tror kommer til at betyde rigtig meget i denne sæson. Mickey Dennis og Mikael Vincents er de to vigtigste gengangere, sammen med atletiske Mike Flowers. Holdet har fået tilføjet en spansk spiller som eftersigende skulle være en god spiller, som både kan spille en stor rolle, men som endnu vigtigere giver mulighed for at skifte ud.
4. pladsen tror jeg altså går til SISU, og grunden til det er netop kontinuiteten i forhold til Horsens IC.
5. Horsens IC
De gule har i denne sæson skiftet meget ud i truppen. Væk er Christian Lindberg og HC Schur, som de vigtigste. Man må sidde med en ærgerlig smag i munden i HIC nu hvor de to Horsens-drenge ikke er med i truppen længere.
Holdet er altså blevet svækket på de større pladser, hvor især HC Schurs afgang er kritisk. Man har fået tilføjet Keane Thomann, som eftersigende skulle være skrumpet omkring 6-7 cm på flyveren til Danmark. Han har i træningerne og træningskampene vist sig som en god spiller som Horsens nok skal få meget ud af. Den anden amerikaner (med det fedeste navn i ligaen) Skyler Bowlin skulle være en stor profil, og som nok kommer til at vise sig i flere sæsonstatistikker. Holdet har yderligere fået tilføjet Darko Jukic til truppen, og det skal blive spændende at se om coach Arnel Dedic kan få Jukic til at præstere på et højt niveau sæsonen igennem.
Holdet spiller meget aggressivt i forsvaret, og det kan man komme langt med, især i forhold til de guardsvage hold, og de hold der kommer til at ligge under HIC i tabellen.
Jeg føler mig ret overbevist om at der er ret stor sandsynlighed for at de øverste fem hold ender på den måde som jeg lige har beskrevet. De nederste fem er til gengæld en helt anden historie. Jeg tror vi får nogle utrolig tætte kampe at se, og kampene mellem de nederste fem får en rigtig stor betydning i denne sæson. Alle de hold kan slå hinanden, og det er dermed også svært for mig at spå om, men jeg vil selvfølgelig alligevel give det et forsøg.
6. Hørsholm 79’ers
Holdet fra Nordsjælland har haft stor udskiftning i truppen op til denne sæson. Den største profil som har forladt klubben er coach Milan Skobalj. Milan var ufattelig dygtig på et taktisk plan, nok den bedste der nogensinde har været i Danmark. Dog mener jeg at Bogdan Karaicic og Nemanja Jovanovic er en bedre løsning, både for ligaholdet, men også resten af klubben. Begge d’herrer har forstået den danske kultur, og møder spillerne hvor de er kulturelt, og det tror jeg bringer succes med sig. Taktisk er de to coaches på utrolig højt niveau, og Hørsholm vil være det hold der er bedst forberedt på modstanderen.
Holdet er dog meget ungt, men holdet har dog fået to amerikanske guards, som gør at jeg placerer Hørsholm højere end de andre hold i den nederste halvdel. Jeg tror ikke Hørsholm vil gå ned på at møde diverse former for pres, da de to amerikanske guards er meget boldsikre. Problemet for Hørsholm kan blive på insidepladserne. Bojan Marinkovic har forbedret sit spil hvert år, og er en rigtig stabil spiller for Hørsholm, men hvis han er ude, er holdet noget tyndt besat. En spiller som Casper Hesseldal vil skulle spille minutter på de store pladser, men det er ikke her han har sine styrker.
7. BC Aarhus
Det “nye” (og meget orange) hold fra Århus, er en lidt underlig størrelse. Holdet har en vis form for kontinuitet gennem spillere som Rasmus Søby, Ronny Laier, Anton Elsner og Jakob Wang, men har i de seneste år ikke kunne få det til at slå helt igennem. Med de to amerikanere, og Darko Jukic, i sidste sæson, var spillet meget 1 vs. 1-baseret, og holdspillet kom aldrig rigtig igang. Med ny islandsk guard og et par amerikanere, har jeg en tro på at holdspillet bliver et større fokus i denne sæson, og det tror jeg også holdet vil have forholdsvis succes med. Jeg kender ikke noget til de to amerikanere, så det kan være svært for mig at forudse en præcis placering, men nu har jeg placeret dem på en 7. plads, af den grund at de har mere erfaring på guardpositionerne end Værløse.
8. Værløse BBK
Med fare for at være farvet i min vurdering af holdet, vil jeg tro at Værløse har en af de allerbedste amerikanere i ligaen i Richard Delk. Jeg havde fornøjelsen at coache hans bror Reggie i sidste sæson, og Reggie fortalte selv at hans bror var bedre end ham selv. Richard Delk er højtflyvende, godt skydende, atletisk og stærkere end sin bror, og jeg tror han bliver en fornøjelse at følge i sæsonen.
Der er store udskiftninger på holdet, og mere ansvar til de unge spillere. Især Peter Møller skal tage et stort ansvar som point guard for holdet, og der vil være både gode og mindre gode kampe fra hans side. Jeg tror dog at i løbet af sæsonen vil Peter Møller finde et stabilt niveau, da han er supertalentfuld.
De andre unge drenge tror jeg vil have en længere udviklingskurve. De er vant til at vinde fra deres ungdom, og det kan både blive en styrke og en svaghed for dem. Det kommer til at kræve god coaching fra Thomas Silfen at bearbejde nederlag med et ungt og nyt hold.
Jeg tror holdet kommer til at tabe nogle kampe i starten af sæsonen, både fordi Justin Baker har været skadet i pre-season og også fordi Axel Kárason ikke har været med i opstarten da han har været med det islandske landshold til EM-kvalifikation.
9. Aalborg Vikings
Vikingerne fra Nord havde to store amerikanske profiler, hvor især Ryan White var altdominerende, og i mine øjne, grunden til at holdet undgik nedrykning. Jeg har ikke selv set de to nye amerikanere endnu, men jeg har hørt at de ikke skulle være lige så stærke som sidste sæson. Derfor er meget af spillet lagt op på at Søren Sørensen skal være en stor profil for holdet. Sørensen er en stor og stærk spiller, hvis topniveau er rigtig højt, men som også kan melde sig helt ud af kampe.
Holdet har fået nogle københavnske tilskud i form af Niels Koch Andreasen og Philip Christiansen. Jeg tror dog ikke de kan gøre op for tabet af Sami Eleraky, som også betød meget for Aalborgs spil i sidste sæson.
Jeg tror at Vikingerne kommer til at spille om nedrykning igen i år.
10. Randers Cimbria af 2010
Jeg har placeret oprykkerne nederst på min liste af den ene grund at de er oprykkere. Spillermæssigt kan de godt måle sig med de ovenstående hold, men om kemien og holdspillet kan komme på plads er usikkert i mine øjne. Med Bonell Colas på holdet, har Randers en dygtig spiller, der kan vinde kampe på egen hånd, men spørgsmålet er om Colas kan holde niveauet. Det ser ikke ud til at han er omringet af spillere som da holdet vandt bronze for nogle år siden, og jeg forudser at de får det svært. De spanske spillere skulle være dygtige, men de har ikke erfaring fra den bedste liga i Danmark, og jeg tror det vil komme til at tage tid at opnå et stabilt niveau.
Første runde:
Svendborg Rabbits vs. Horsens IC
Ligaen starter med en topkamp, som kan blive tæt. HIC kommer med et højt og aggressivt pres, både på bolden og i afleveringsbanerne, og de spiller i rigtig højt tempo. Svendborg er dog også vant til at spille i højt tempo, og som tidligere nævnt i artiklen, har de konceptet på plads, hvor jeg tror det tager noget længere tid for et nyt HIC-hold.
Svendborg +16
BC Aarhus vs. Aalborg Vikings
Begge hold har deres amerikanere med, så det bliver spændende at se hvem der er kommet længst i forberedelserne til sæsonen.
BC Aarhus har ændret sig fra sidste sæson, hvor de stillede op som Aabyhøj, og spørgsmålet er om det har noget at skulle have sagt. Jakob Wang, Rasmus Søby, Ronny Laier og Anton Elsner var identiteten og kulturbærerne på Aabyhøj-holdet, og spørgsmålet er om man kan fortsætte i samme spor eller om det kræver omvæltninger for spillerne, både at skulle skifte spilletøj, men ikke mindst hal.
Aalborg Vikings +4 efter OT
SISU vs. Team FOG Næstved
Der er stor optimisme i SISU, og med profilerne intakte på holdet ser de stærke ud. Spørgsmålet er om deres amerikanere han løfte niveauet fra sidste år.
Næstved kommer med en hel ny identitet. De er nu meget meget stærke på guardpladserne, og knap så stærke inside, og kampen mod SISU kan vise sig at være en udfordring. Jeg tror denne kamp kunne være en af dem Næstved kan tabe i starten af sæsonen, da det vil tage tid at få holdet til at klikke.
SISU +5
Bakken Bears vs. Hørsholm 79ers
No contest! Bakken Bears er utrolig stærke, og har spillet i en rigtig god pre-season turnering i Tyskland, så de vil være skarpe fra starten.
Hørsholm er uden begge amerikanere, der endnu ikke har licens, så holdet ser noget tyndt ud. Det kan dog blive en god test for de unge drenge, da de ikke kommer til at møde større modstand i sæsonen, og hvorfor så ikke startet med at blive kastet for bjørnene.
Bakken Bears + 28
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.
