Både EBAA og Værløse valgte at starte kampen ud med speederen i bund. Det høje tempo satte desværre sit negative præg på kampens start, der var rodet og uskøn med tabte bolde og en masse brændte skud.
EBAA havde størst held med at få bolden i kurven, og da det endelig lykkedes Værløse at score halvvejs gennem første periode, var det til stillingen 8-2.
Første periode blev aldrig køn, og ingen af holdene kom rigtig i kontrol. Perioden endte 16-7. EBAA’s føring på ni point føltes mere at være kommet på held end overlegent spil.
Anden periode førte ikke den store ændring med sig. EBAA udbyggede stille og roligt sin føring og viste sporadisk, at det ikke kun var på rent held, men også gode afslutninger, at de ville vinde kampen.
Værløse fik også deres spil til at flyde mere, men med speederen i bund føltes det klart som om, at bremserne hang. EBAA kunne gå til pause foran med 14 point ved stillingen 38-24.
Held eller godt spil
I tredje periode var heldet i større grad byttet ud med god basket fra EBAA’s side. Værløse virkede til at have alle de rigtige ideer, men problemet var at få dem udført.
Når tingene endelig syntes at gå en smule Værløses vej, udnyttede EBAA blot deres store rotation, og gav Værløse en ny problemstilling at forholde sig til.
EBAA kunne på den måde let øge føringen til 19 point og en score på 60-41 ved periodens afslutning.
Fjerde periode med mere ro
Fjerde periode var en mere jævnbyrdig affære, måske fordi EBAA ikke følte det nødvendigt at øge deres føring.
At EBAA i fjerde periode tog det mere med ro kan også ses på, at det er den eneste periode, hvor Værløse kom over 20 point.
Det lykkedes faktisk Værløse at vinde perioden 21-22, men det ændrede ikke så meget på det endelige resultat, der blev en sikker EBAA-sejr 81-63.
Topscorer i kampen blev David Kristensen fra EBAA med 16 point, mens Richard Granberry fra Værløse akkurat kunne notere sig for en double double med ti point og ti rebounds.
Skribent på Herre- og Dameligaen siden 2018. Basket opdraget i Horsens, men aktuelt bosat i Aarhus.