I går kunne Bakken Bears offentliggøre, at de har hentet Adama Darboe hjem på en kontrakt, der gælder resten af sæsonen. Det kommer efter, at Darboe egentlig var skiftet til Spirou Charleroi i Belgien, men aldrig nåede at komme i kamp grundet corona-situationen i landet.
“Som man også kan læse i de danske medier, så ser det sort ud i Belgien, og man vidste ikke om sæsonen ville starte op og under hvilke forhold. Så det var lidt en usikker situation. Og jeg tror klubberne får det rigtig hårdt både på det sportslige plan, men også økonomisk, så jeg valgte at se, om jeg kunne komme ud af min kontrakt. Det lykkedes så,” fortæller Adama Darboe til Fullcourt.
Darboe fortæller, at han havde set frem til at spille i den belgiske liga, der har et højere bundniveau end den danske. Selvom det belgiske eventyr ikke nåede at byde på mere end et par træningskampe, så er Darboe ikke alt for skuffet over den udvikling, hans sæson har taget.
“Jeg er bare glad for, at jeg overhovedet har muligheden for at spille, og komme til en klub, der er så ambitiøs som Bakken, hvor konkurrencen er så hård. Så jeg er ked af, at jeg ikke kunne spille, men samtidig er jeg også virkelig glad for at være tilbage,” siger han.
Forhandlingerne mellem Bakken og Darboe er gået hurtigt inden for de sidste par dage, hvor corona-situationen i Belgien er eskaleret.
“Lige nu og her er jeg bare virkelig glad for, at det lykkedes at komme tilbage, og også så hurtigt, når man tænker på, at Belgien går i lockdown i dag (søndag red.). Så det var godt at komme ud i en fart – det kunne have set sort ud, hvis man havde ventet et par dage eller en uge,” siger han.
Darboe roser sine holdkammerater og trænere i Spirou, men nu ser han frem til at komme i gang igen, da han ikke har spillet en betydningsfuld kamp siden marts.
“Det bliver lækkert at komme i gang med at spille og komme i gang med at træne. Så ser jeg selvfølgelig frem til at møde mine nye holdkammerater, og så være sammen med de personer jeg kender i klubben, både spillere og personale. Og selvfølgelig er det en ekstra bonus, at man har Champions League at se frem til, men samtidig kan jeg også godt lide at spille kampe i den danske liga. Så det er virkelig fedt, at være tilbage.”
Første mulighed for at komme i kamp igen for Adama Darboe bliver d. 8. november, når Bakken på hjemmebane tager imod BMS Herlev Wolfpack.
Jeg er Fullcourts chefredaktør. Jeg har det overordnet ansvar for sidens indhold, og jeg brænder for alt basketball, hvor jeg bidrager til både NBA- og Basketligadelen af siden.









































































