Horsens IC har længe været et lige-ved-og-næsten hold, men i år ser man stærkere ud end meget længe. Der bliver snakket potentiel guldmedalje i det østjyske, og det blev ikke mindre aktuelt efter den nyligt vundne pokaltitel. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og en dårlig dag kan betyde at hjemmebanefordelen vender. Det kræver derfor, at klubbens mange udenlandske profiler stepper up. Klubbens danske islæt vil dog ikke stå tilbage, og er klar til at give det, det koster.
Vi har taget en snak med to af holdets danske spillere Christian Lindberg og Patrick Nielsen.
I har buldret derud af i grundspillet, og sluttede af med at vinde 14 ud af 15 kampe. Er I til at stoppe og hvordan holder i benene på jorden?
Christian: Vi har i store dele af grundspillet spillet på et højt niveau og toppede omkring november og december. Nu er vi i semifinalen og for at gå videre derfra, skal vi spille det spil, som vi har haft størst succes med. Vi tager en kamp af gangen, og derfor kigger vi ikke for langt frem.
Patrick: Det er ikke noget problem at holde benene på jorden. Vi har haft et mål siden sæsonen startede, og det var at vinde guld. Målet er stadig i sigte, og det er det vi jagter.
I slog SISU stensikkert i 3 kampe. Var det svært ikke at fokusere på semifinalerne for tidligt, og hvad kan I tage med, når I skal møde væsentligt mere modstand?
Christian: Nej det synes jeg ikke, selvom vi ikke spillede helt så godt, som vi havde ønsket med undtagelse af kamp 2. Sisu har et solidt hold, som har spillet sammen længe og gav os modstand til sidste fløjt. Men vi ved også, at vores niveau skal en tak højere op i næste runde for at slå Svendborg.
Patrick: Vi holdt rimelig fokus i løbet af kvartfinalerne. Jeg synes at nogle af de taktiske fokuspunkter vi havde i serien fungerede og det er noget af det vi kan tage med derfra.
I skal møde Svendborg i semifinalen. Når I møder dem onsdag, er det præcis en måned siden af I tabte med 21 til dem. Var det et godt wake up call at få, inden I går ind til de afgørende kampe, og hvordan har I efterfølgende bearbejdet kampen?
Christian: Svendborg spillede en flot kamp for en måned siden, en kamp hvor vi absolut ikke præsterede, som vi skulle på nær i første periode. Men vi har fået bearbejdet kampen, og ved hvad vi skal ændre til semifinalerne.
Patrick: Vi har bearbejdet kampen som alle andre kampe. Det var en dårlig dag på kontoret, og Svendborg spillede deres bedste kamp i sæsonen, så jeg er glad for det skete på det tidspunkt! Nu ser vi frem mod en tæt serie, som jeg forventer, vi trækker os ud af som vindere.
Hvad er det, der gør, at I kan gå hele vejen, og synes du, at I har holdet og bredden til det?
Christian: I år har vi holdet til at vinde DM og har bevist, at vi kan slå alle. Vi har dygtige og erfarne spillere på alle positioner, og så har bænken bidraget godt hele sæsonen igennem.
Patrick: Vi har et klassehold med kvalitetsspillere på alle positioner og på hele bænken. Vi kan gå hele vejen, fordi vi har et hold, som består af spillere med forskellige skills, så vi både kan gå inside and out. Vi kan matche Bakkens størrelse og vi har et rigtigt godt forsvar. Det eneste vi har manglet et par kampe har været energi, men det kommer naturligt med, at vi nærmer os de allersidste kampe i sæsonen.
Patrick, du skiftede inden sæsonen væk fra Randers. Har du været tilfreds med de minutter, du har fået på banen, og kan du sagtens motivere dig til at kæmpe videre hver dag for en større plads på holdet?
Patrick: Jeg skiftede for at forbedre mig som person og som spiller. Jeg havde narturligvis håbet på flere minutter, men jeg har forbedret på så mange måder, at jeg ikke på nogen måde er utilfreds med mit skifte. Hvis jeg ikke var motiveret til at træne, så havde jeg ikke gjort det, men på dette tidspunkt i sæsonen er det kun med fokus på at forbedre holdet, så vi har den største chance for at vinde guldet!
Christian, det er ikke en hemmelighed, at du ikke er den spiller, der spiller flest minutter i Horsens, men hvor meget betyder det, at du har erfaring og har været med i mange år og kender ligaen ud og ind?
Christian: Erfaring betyder da en del, men jeg er ikke den eneste på holdet, der har en god portion med i bagagen. De fleste af vores spillere har spillet på højt niveau i en årrække. Min personlige erfaring kan jeg drage brug af ikke mindst under træning men også i kampe, når der er brug for det.
FOTO: Trine – Vildmedfoto.dk
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.