Et efterhånden velkendt ansigt i Randers kommer de to næste år til at fortsætte sin dagligdag i det kronjyske. Bonell Colas og Randers Cimbria er nemlig netop nået til enighed om en to-årig aftale.
Vi er utroligt glade for, at det er lykkedes os at forlænge med Bonell Colas. Det har en enormt stor signalværdi, at vi kan holde på én af de absolut bedste spillere i landet, for det viser, at Randers Cimbria er et godt sted at være, siger holdets cheftræner Morten Hansen om aftalen til Randers Amtsavis og fortsætter: Han passer perfekt ind i vores spillestil. Det så vi sidste sæson, og vi håber, at det bliver endnu bedre i den næste.
Læs også: Danmarks glemte basketball-stjerner
Forlængelsen af 31-årige Colas i yderligere to år må siges at være en yderst vigtig brik i klubbens ambitioner om at blive i ligaen og være med i toppen. Colas kom til klubben i 2007 og har siden da været både omkring Hørsholm og Værløse, men genfandt aldrig rigtig samme niveau i de to sjællandske klubber, dels på grund af skader og manglende form. Den tidligere Florida Gators-spiller hjalp tidligere Randers Cimbria til et højdepunkt i klubbens historie ved at sikre dem bronzemedaljer i sæsonen 08/09 sammen med blandt andre DJ Smedley og Chris Nielsen. Og netop sidstnævnte Nielsen sonderer i øjeblikket terrænet for en ny klub, efter at være blevet afvist i Bakken Bears. Men mon ikke Colas tilbagevenden også får Chris Nielsen til at blive i Randers.
Læs også: Næstved hiver ungdomsspiller op
Vil udvikle dansk basketball
For Bonell Colas selv var der ikke så meget at rafle om, da han fik muligheden for at blive i den klub, han kender bedst i det danske. Han kigger frem mod en sæson, hvor det forventes, at hans formkurve stiger yderligere et par trin, og han i høj grad vil være en bærende søjle i det kronjyske basketballforetagende.
Det var en nem beslutning for mig at tage, da jeg fik mulighed for at forlænge med Randers Cimbria. Jeg har det sjovt med drengene på holdet, og jeg kan se, hvordan Morten og resten af klubben prøver på at udvikle dansk basketball, og det vil jeg gerne være en del af, siger Bonell Colas til Randers Amtsavisen.
FAKTA
STATS: PPG 24.3, Rebounds 14.7, Assists 2.5
Født: Miami, Florida.
Alder: 31 år.
Højde 208 centimeter
Position: Center
Randers Cimbria i sæsonerne 07/ 08, 08/ 09 og 12/13
Årets spiller i 08/90 og Årets forsvarsspiller sidste sæson med 427 rebounds i 29 kampe samt 57 blocks i løbet af sæsonen.
(Foto: James Hjertholm)
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.
