Horsens og Bakken mødes for fjerde år i streg i finalerne, hvor en spændende serie går os i møde. Sidste år vandt Bakken, men de to forrige finaler har Horsens trukket sig sejrrige ud af.
Det er Basketligaens nummer et og to fra grundspillet der støder sammen, så der er pres på de to mandskaber til at levere.
Begge hold måtte ud i en afgørende femte kampe for at slå deres modstandere ud i semifinalen, og hvis alt går vel får vi en ligeså underholdende serie i denne sidste og afgørende, som slutspillet ellers har bragt os i år.
Let the games begin
Det startede som et jævnbyrdigt opgør, hvor kun hjemmeholdets Kevin Larsen skilte sig ud. Han dominerede inde under kurven, og fik frit lejde til at gøre som det passede ham. Allerede efter syv minutter havde han ni point og to rebounds.
På trods af denne umiddelbare dominans, førte Bakken stadig med et enkelt point. Jaye Crockett havde indstillet sigtekornet til perfektion, og han lignede en mand, der var klar til dette års finaler. Med et par 3’ere og to solide dunks, var Crockett kampens topscorer efter første periode med 11 point.
Der gik ikke lang tid af anden periode før udeholdet fra Bakken Bears begyndte at trække fra. Tempoet steg, og Bakken lykkedes med at gribe de offensive rebounds, og holde Horsens fra fadet. Med seks minutter tilbage inden pausen var de foran med 11 point ved stillingen 21-32.
Bakkens mand-mand fungerede fænomenalt, alt imens de konsekvent fandt huller i Horsens forsvar, hvor en storspillende Crockett forsatte spillet fra første periode.
Da der resterede fire sekunder på uret, meldte Darko Jukic sig også ind i kampen. Med et aggressivt og målrettet drive frem ad banen, løb han fra kurv til kurv i et Usain Bolt-lignende tempo. Som var vi tilskuere til en dunkekonkurrence sprang han mod kurven med Horsens-spillere omkring ham, men bolden ville, til Jukic’ ærgrelse, ikke i kurven. Det ville den heller ikke på de efterfølgende to straffekast, og Bakken kunne dermed gå til pause foran 34-43.
Horsens fik aldrig momentum
I tredje periode skulle vi helt frem til det sidste halvandet minut, før Horsens begyndte at røre på sig. Ved stillingen 40-54 forsøgte Derrick Wilson sig med en dyb 2’er, som Lawrence Alexander var over med det samme, og med en umenneskelig kraft kunne lægge tilbage i kurven. Det kickstartede Horsens, og spillet efter kunne Alexander påny se sit skud svæve ned i nettet, denne gang fra 3-pointslinjen.
Kevin Larsen ville også lege med og efter en turnover af Doug Wiggins, kunne den bomstærke dansker lægge bolden i kurven. Horsens var nu kun nede med ni, og der var fornyet spænding i opgøret som tredje periode sluttede.
Pausen viste sig dog som en gave for det aarhusianske mandskab. Steffen Wich fik styr på tropperne, og Bakken lod ikke Horsens komme tilbage i opgøret.
Jaye Crockett var kampens helt store oplevelse med 22 point og 11 rebounds.
Bakken Bears vandt 57-71, og har nu et godt udgangspunkt til næste kamp i serien på mandag klokken 18.
Kasper er tidligere redaktør for NBA på Fullcourt.dk - Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.









































































