Der bliver ingen Mike McGuirl i Basketligaen i næste sæson.
Den amerikanske guard, der blev kåret som Basketligaens Most Valuable Player i sidste sæson, skifter nemlig til Tyskland, hvor han skal tørne ud for MLP Academics Heidelberg. Heidelberg spiller i Bundesligaen, der er den bedste række i Tyskland.
Det oplyser den tyske klub i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.
“Mike er en meget atletisk og fysisk guard, der er dygtig i begge ender. Mike har et godt skud, et stærkt drive mod kurven og er også god til at aflevere bolden,” siger Alex Vogel, der er sportsdirektør i klubben:
“Vi holdte øje med ham (McGuirl, red.) i løbet af hans sæson i Danmark og var imponeret over hans udvikling. Vi er glade for at få ham til klubben,” tilføjer sportsdirektøren.
McGuirl snittede 22 point 4,9 rebounds, 4,1 assists og to steals per kamp for Næstved i sidste sæson.
MLP Academics Heidelberg sluttede på 12. pladsen i Bundesligaen i sidste sæson.
Jeg er redaktør for Basketligaen og har været det siden februar 2021. Jeg er 22 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)