Hjemmeholdet, Horsens IC, skulle her til aften forsøge at få udlignet og komme tilbage på sejrskurs med en sejr i kamp fire af syv mulige i årets finaleserie. Et nederlag ville give Bakken Bears en 3-1 føring, og dermed ville HIC være tvunget til at tage tre kampe i træk for at hive guldet hjem.
Startopstillingerne til årets fjerde finalekamp:
Horsens IC: Oscar Jørgensen, Lawrence Alexander, Frederik Rungby, Vedran Borovcanin & Daniel Trist
Bakken Bears: Mike Gesell, Thomas Lærke, DeVaughn Akoon-Purcell, John Williamson og Michel Diouf
Det er ikke til at vide, om det var for at overraske gæster fra Bakken Bears, men Horsens IC valgte at pille tre af de sædvandlige startere ud af opstillingen. Det var i hvert fald Bakken Bears, der kom bedst ud af starthullerne. De kom stærkt ud og så ud til at tage fordel af de ændringer, som Horsens-træner, Arnel Dedic, havde lavet inden kampen.
Efter et par minutters spil var stillingen 4-11, og Dedic måtte til at gå tilbage til den sædvandlige lineup.
Det så dog ikke ud til at påvirke Bakken yderligere til at starte med, men efter et par minutter var Horsens kun nede med fire point, 15-19, og de så ud til at have fundet deres vanlige stil frem igen.
Bakken gik dog hurtigt på et run igen og førte 15-25, da første periode var slut.
HIC kom stærkt ud i andet quarter og fik endnu engang skåret føringen ned til kun tre point, 27-30, og Bakken Bears var nu tvunget til at tage en timeout.
Horsens holdt sig dog ikke tilbage og havde fået styr på reboundspillet i begge ender, hvilket gav dem deres første føring i kampen på 36-34, og nu kogte Forum Horsens for alvor!
Første halvleg endte også klart bedst for hjemmeholdet, der sluttede stærkt af og første 45-39 efter de første 20 spillede minutter.
Det var noget af en intens kamp, tilskuerne var vidne til i Forum Horsens her til aften, og der var lagt op til en endnu mere intens og dramatisk affære i anden halvleg.
Holdene kom meget lige ud i anden halvleg, og Bakken udlignede til stillingen 51-51 kort inde i tredje periode.
Bakken var forsvarsmæssigt godt indstillede til anden halvleg, og der gik ikke lang tid, før stillingen var 51-58 til gæsterne på nogle gode scoringer af Bakkens amerikanerne Akoon-Purcell og John Williamson.
Efter en ellers stærk afslutning på første halvleg var det nu igen Horsens IC, der haltede efter og skulle kæmpe sig tilbage. Bakken så midlertidig ud til at være fuld af kræfter, og på en treer af Adama Darboe bragte de sig foran med hele 57-68, hvilket resulterede i en timeout fra Horsens, der nu var i store problemer i en kamp, der blev anset som en “must-win” for dem.
Stillingen var 57-70 efter tredje periode.
Horsens kom med lyn og torden ud til fjerde periode og skar føringen ned til stillingen 66-72, og de formåede at holde sig indenfor samme afstand i løbet af en stor del af fjerde quarter. Med tre minutter igen var stillingen 79-80, så kampen var nu helt tæt inden afslutningen.
Bakken havde dog mest is i blodet, da det gjaldt allermest, og især på straffekastlinjen var de sikkerheden selv. Det gav dem en sejr på 85-93 og en føring på 3-1 i serien. Dermed kan de afgøre serien i kamp fem på hjemmebane.
Kampens topscorer blev DeVaughn Akoon-Purcell med 25 point, mens Myles Mack bidrog med 22 point for Horsens IC.
Femte kamp i serien spilles mandag klokken 18:15 i Vejlby Risskov-Hallen
Foto: Mads Krarup Mogensen, Fullcourt.dk









































































