Der var ingen slinger i valsen, da de forsvarende danske mestre, Bakken Bears, fredag aften gæstede BK Amager i Amagerhallen. Bjørnebanden fra Aarhus var rystende gode og besejrede på overbevisende vis Amagerkanerne med cifrene 59-128.
Bakken Bears var dominerende fra start til slut og var allerede foran med 23 point efter kampens første ti minutter.
Ny rekord i BL
Hele 69 point adskilte de to mandskaber, og Bakken Bears var noget nær uovervindelige i store perioder af dagens kamp, der udover en kæmpe sejr til Bakken også bød på en ny rekord i Basketligaen for flest trepointsscoringer i en kamp.
Steffen Wichs tropper kom meget skydeglade ud til kampen og var ikke bange for at sende den afsted bag trepointslinjen. Bjørnene sendte i løbet af kampen 51 treere afsted og fik nettet til at blafre på 26 af forsøgene.
De 26 scoringer fra trepointsland er en ny rekord i Basketligaen – en rekord, de i forvejen var indehavere af. Før aftenens kamp lød rekorden på 22 scoringer fra distancen, og det var en rekord, Bakken slog i februar i år.
Især Bakkens ene nye tilføjelse til truppen, Glenn Cosey, var uhyre træfsikker bag treeren. Den 28-årige amerikaner skød 8 for 10 bag treeren og scorede samtlige af sine point bag treeren. Cosey scorede 24 point. De 24 point gjorde ham til topscorer tæt efterfulgt af sin holdkammerat, og Bakkens anden nye amerikanske tilføjelse til truppen, Erik Mccree, der noterede sig for 23 point.
Bedste præstation hos hjemmeholdet fandt man hos den unge Oscar Quackenbush, der leverede 16 point og var Amagerkanernes topscorer. Det unge BK Amager-talent smed dog bolden væk syv gange.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































