Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Bakken Bears

Bakken Bears slår ærkerivalerne – Men Khalil Ahmad stjæler overskrifterne

Bakken Bears fik sig en god start på den nye sæson med en sejr mod rivalerne Horsens IC på 104-89.

Torsdag aften var der en lækkerbisken på programmet i Basketligaen, da de forsvarende danske mestre, Bakken Bears, tog imod Horsens IC i Vejlby-Risskov Hallen, og der var lagt op til et brag af en kamp mellem sidste sæsons to finalister.

Sommeren over er der sket adskillige rotationer på Basketligaen-mandskaber. Hos Horsens IC har man taget afsked med flere af profilerne fra sidste sæson såsom David Efianayi, Gage Davis og Deng Geu, men hos Bakken Bears har man formået at holde på en stor portion af kernen, der tog både det danske mesterskab og pokaltitlen i sidste sæson.

Dog har man mistet markante skikkelser i form af sidste sæsons Most Valuable Player, Q.J. Peterson og DeShawn Stephens. Derudover ser det ud til, at et skifte for Adama Darboe er under opsejling, hvorfor han ikke var en del af kamptruppen.

En næsten fyldt Vejlby-Risskov Hallen dannede ramme om rivalopgøret, og de fremmødte fans fik spændende basketball for alle pengene i en kamp, hvor Bears sejrede. Det var dog Horsens´ Khalil Ahmad, der stjal showet med sine imponerende 40 point.

Jævnbyrdig affære

Tipoff blev vundet af Koch Bar, som Horsens IC har hentet hos Værløse Blue Hawks, men det var Bakken Bears, der kom bedst ud af starthullerne. Bjørnene kom flyvende fra starten i braget mod rivalerne og var således foran med 9-2 efter lige knap to minutter. Bakkens første tre scoringer kom alle fra trepointsland, men forsøgene bag treeren i resten af perioden var med blandet succes.

Efter fem minutters spil var Bakken Bears foran med 15-10. Bakkens Ryan Evans kom godt fra land i kampen med otte af de 15 point og fortsatte de lovende takter fra Basketball Champions League-kvalifikationskampen i Italien i sidste uge. I Horsens-lejren var det Khalil Ahmad og Magnus Steen Jespersen, der tog teten i første periode.

Værterne kom skarpest fra land, men Bakkens skydeglæde fra distancen kostede, og det udnyttede HIC. Første periode sluttede med en lille føring til HIC på 24-25. Khalil Ahmad stod noteret for 11 point efter kampens første ti minutter.

De næste ti minutter var fortsat tætte, men Bakken fik lidt efter lidt etableret et forspring. I løbet af anden periode kom flere af de unge spillere hos HIC i aktion. Magnus Høj og Marius Rasmussen fik begge knap fire minutter spilletid i anden periode og gjorde begge et ganske fint indhop.

Stillingen ved pausen var 53-47 i Bakkens favør, men Anders Sommer, cheftræner for Bakken Bears, var næppe helt tilfreds med, hvordan første halvleg udfoldede sig.

Sahlertz fra midten

Sidste sæsons sølvvindere kom ud til anden halvleg blot bagud med seks point og var helt og aldeles med i kampen. Tredje periode bølgede frem og tilbage, og gæsterne formåede sågar at hente lidt ind på Bakken-forspringet. Tredje periode blev vundet med 22-24, men det kunne have set endnu bedre ud for Horsens,  hvis ikke det var for Bakken-kaptajnen Morten Sahlertz.

Den erfarne bjørn sank et skud fra midten ved tredje periodes slutning og satte tre point på tavlen på imponerende vis. Khalil Ahmad var på 29 point efter tredje periode.

Men Horsens IC kom aldrig tættere på end ved indgangen til fjerde periode. Bakken Bears sluttede kampen af med manér og tog en sejr mod Horsens IC i sæsonåbneren. Kampen sluttede 104-89. Fjerde periode blev vundet med 29-18.

Brandvarm Khalil Ahmad

Opgørets helt store oplevelse var Horsens ICs nytilkomne guard Khalil Ahmad, der spillede en fænomenal kamp i sin debut for ´De Gule´. Ahmad leverede 40 point og udfordrede konstant Bakken-defensiven, der aldrig formåede at få tag på den velspillende amerikaner.

Bakken Bears´ topscorer var Jarred Ogungbemi-Jackson med 22 point. Ogungbemi-Jackson pyntede yderligere på sin statline med 7 assists, 7 rebounds og skød 4 for 6 bag treeren.

Hjemmeholdets næste opgave er den 29. september på udebane mod Randers Cimbria. Horsens spiller næste kamp den 30. september.

Skrevet af

Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)

Andre artikler med dette emne

Basketligaen

BK Vejen har været på rov hos fynboerne, hvor man har landet en aftale med en af klubbens unge danskere.

Basketligaen

BK Vejen har sikret sig en amerikansk point guard direkte fra college.

Basketligaen

Bakken Bears kunne senest lade sig hylde som danske mestre, men nu står en ny sæson for døren.

Bakken Bears

Det danske dynasti har kvalificeret sig til Champions League-kvalifikationen, der finder sted i september.

Bakken Bears

De danske mestre har sikret sig underskriften fra endnu en profil til den kommende sæson.

Bakken Bears

På det personlige plan har han hevet flere priser hjem - og mandag aften gjorde han det så igen.

Bakken Bears

Bakken Bears blev budt op til dans i Næstved, men viste klassen og kunne dermed lade sig kåre som danske mestre.

Bakken Bears

Klubben fra Aarhus sikrede sig torsdag aften en sejr, der sender aarhusianerne på guldkurs.