Svendborg Rabbits var ved at tabe det hele på gulvet i fjerde periode, da Vikingerne nærmede sig en udligning. Dette fik de 1.251 fremmødte tilskuere dog desværre ikke set, da kaninerne trak fra og alligevel endte med en sikker sejr på 85-98.
Pressemeddelelse: På en festaften i Aalborg kunne hjemmeholdet foran 1.251 tilskuere ikke afholde topholdet Svendborg fra at løbe med sejren. Efter en stærk anden periode fra de nykårede pokalmestre, kunne hjemmeholdet ikke finde de nødvendige forsvarsstop, der kunne sikre et comeback.
Vikings kom ind anden periode bagud med et enkelt point,20-21, men lod Svendborg score de første seks point. Derfra formede kampen sig som en jagt, hvor Vikings trak tættere på, inden Svendborg så trak fra igen.
Et minut før pausen trak Vikings så tæt på som 39-42, men dårlige beslutninger kostede dyrt. Først blev der begået skridt, hvilket førte til to point for Svendborg fra Damian Ocana. Derefter ville Vikings coach James Vear gå efter det sidste skud i halvlegen, så Svendborg ikke kunne komme til at score igen, men Hillary Haley skød bolden med 10 sekunder igen, hvilket var nok til at Ocana kunne blive fri til et tre-point skud, og Svendborg gik til pausen 39-47.
I anden halvleg udbyggede Svendborg føringen, da Vikings gang på gang tillod gæsterne at blive fri i helt tæt på kurven. Det resulterede i at Rabbits ramte hele 67% på 2-points forsøg for kampen. Føringen blev så stor som 60-43 inden Vikings igen viste tegn på liv.
Gennem fjerde periode kom Vikings tættere og tættere på, og med fire minutter igen var stemningen på kogepunktet, da Joey Haywood satte to straffekast til scoren 80-85,men Antonio Porta og Damian Ocana scorede kampens næste seks point.
Med et minut igen var Svendborg foran 81-91, og selv om Vikings forsøgte at forlænge kampen ved at fejle, kunne Svendborg trække sejren hjem, 98-85.
Med sejren holder Svendborg fast i toppen, to sejre efter førerholdet Randers Cimbria, mens Vikings er på en delt 7. plads, á point med Hørsholm, og med Falcon kun en enkelt kamp efter.
(Foto: Mikkel Thomasen)
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.