Sidste sæson er røget i glemmebogen og en ny sæson med nye forventninger står for døren. Det er mottoet i Svendborg, hvor sidste sæson blev en ganske rodet affære, hvor den mangeårige head coach Craig Pedersen tog sit tøj og gik, og holdet blev ramt af en række skader og udskiftninger. Det er blevet til tre sæsoner i streg uden medaljer – de er medaljesultne på Sydfyn!
2015/2016 record: 16/12
Hvem er smuttet:
Mest bemærkelsesværdigt må siges at være sidste sæson MVP i Basketligaen, Brandon Rozzell, der er rykket over på den anden side af Øresund. Svendborg har mistet en masse størrelse under kurven til denne sæson, hvor Trevor Noack, Brice Massamba, Liam Potter og Marinus Mouboe alle er fortid. Den spanske skarpskytte Damian Ocana har ligeledes forladt klubben.
Nye ansigter:
En del nye ansigter er kommet til, hvor bænken blandt andet har fået to nye ansigter i form af spanske Bernat Elias og argentinske Mauricio Gutierrez, der begge er nye assistant coaches til head coach Arnar Gudjonsson. Spillermæssigt er Antonio Porta vendt hjem til Sydfyn efter et kort, succesfyldt ophold i Italien. Klubben har desuden hentet amerikanske Cameron Jones, mens de har meldt ud, at de vil vente med at hente en tredje amerikaner til lidt inde i sæsonen, hvor de bedre kan vurdere, hvor på holdet der er størst mangler. Under kurven er den tidligere Euroleague-spiller Amadou Zaki kommet til, mens Nana Harding også er hentet til som forward/small ball center. Klubben har desuden hentet to unge talenter i Anton Harbo og Tomas Bjarkason, der både vil spille på ligaholdet og i 1. Division.
Hold øje med:
Antonio Porta: Han spillede fremragende i sin korte tid i Italien i sidste sæson, og hans topniveau er ikke til at tage fejl af. Han kan føre klubben helt tilbage til det sjoveste selskab, hvis han er hjemvendt med spillelyst og spilleglæde.
Der er mange andre spændende spillere i Svendborg, hvor særligt Cam Jones falder i øjnene. Der hviler et vis pres på ham, da han er udset som erstatningen for Brandon Rozzell, men han ligner en spiller, der har det, der skal til for at leve op til forventningerne. Det bliver ligeledes meget spændende at følge Darious Lee Moten i hans anden sæson i klubben. Han var et af de få lyspunkter i sidse sæson, hvor han som sæsonen skred frem blev bedre og bedre.
Hvad kan vi forvente af Svendborg:
Vi kan godt tillade os at forvente en del af den sydfynske traditionsklub. De har ikke vundet medaljer i tre sæsoner i træk, og det vil de meget gerne have ændret på i denne sæson. De har en spændende trup, og den kan endda krydres med endnu en amerikaner, hvilket kun gør dem ekstra svære at spå om. Horsens IC og Bakken Bears ser begge suverænt stærke ud, og det er umiddelbart svært at se, at det ikke skulle blive de to hold, der atter skal stå over for hinanden, når vi når til finaleserien.
Et andet interessant aspekt bliver, hvordan Svendborg starter sæsonen ud. I sidste sæson var både Craig Pedersen og Arnar Gudjonsson til EM, og var derfor ikke lige så meget med under opstarten, som klubben kunne have ønsket. I år har Arnar Gudjonsson igen været med Island i kvalifikationsturneringen til EM, hvorfor tøjlerne har været i hænderne på de to nye assistant coaches. Svendborg startede ikke sidste specielt prangende, og det kan bestemt ikke afvises, at det havde noget med fraværet af de to trænere at gøre. Om tilfældet er det samme i denne sæson må tiden vise – de har brug for at være mere end klar fra start, hvor der efter åbningskampen mod SISU på hjemmebane venter Horsens IC ude, Team FOG Næstved ude, Hørsholm 79ers hjemme og Bakken Bears ude.
Svendborgs roster:
Antonio Porta (G)
Cameron Jones (G – US)
Rasmus ‘Moose‘ Christensen (G)
Mathias Kelly (G)
Anton Harbo (G)
Ole Jensen (G)
Claus Magaard (F)
Darious Lee Moten (F – US)
Axel Karason (F)
Tomas Bjarkason (F)
Nana Harding (F/C)
Amadou Zaki (C)
Næste hold: Team FOG Næstved
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.









































































