Basketligaen starter fredag aften, når Randers Cimbria tager imod den danske basketmastodont fra Bakken Bears. Sidste sæson sluttede for anden sæson i streg med et finalenederlag til de østjyske rivaler fra Horsens IC, og Bakken vil derfor gøre alt for at komme tilbage på tronen af dansk basket.
Udover succes i Basketligaen stræber holdet fra Smilets By også efter at opnå europæisk succes. Bakken Bears skal i denne sæson forsøge at kvalificere sig til den nye Champions League-turnering, hvor de blot er to kampe fra at ende i gruppespillet. Den første kamp spilles ude tirsdag den 4. oktober, mens hjemmekampen venter torsdag den 6. oktober. Modstanderen findes i aften klokken 18.00, hvor de estiske mestre fra BC Tartu tager imod de hollandske mestre fra Donar Groningen. Første kamp endte noget usædvanligt 76-76, hvorfor vinderen af aftenens kamp er klar til et møde mod Bakken Bears.
2015/2016 record: 23/5
Hvem er smuttet:
Der har været gang i den aarhusianske svingdør denne sommer, hvor seks spillere har forladt klubben. Profiler som Carles Bivia, Darko Jukic, Mikkel Plannthin og Shawn Glover har alle søgt nye udfordringer, mens også de unge talenter Sebastian Åris og Aladdin Barakeh er søgt videre i jagten på mere spilletid.
Desuden har holdet allerede udskiftet en af deres amerikanere, hvor Trey Davis, som de ellers roste til skyerne, er sendt retur til fordel for Mike Gesell, da de eftersigende ønskede en pass-first point guard.
Desuden valgte klubben ikke at forlænge samarbejdet med sidste års head coach Israel Martin, der sidenhen er blevet assistant coach på det danske herrelandshold.
Nye ansigter:
Bakken har hentet fire særdeles spændende spillere, samtidig med at de har hevet nogle ungdomsspillere op på førsteholdet. Ind er kommet den rutinerede danske guard Adama Darboe, der efter flere år i svensk basket atter er vendt hjem i forsøget på at få hans første danske mesterskab.
Klubben har desuden hentet et sæt stærke udenlandske profiler i form af de to amerikanere Mike Gesell og Dwayne Benjamin, der spillede college-basket hos henholdsvis Iowa Hawkeye og Oregon Ducks. Klubben har også hentet Trinidad & Tobago-spilleren DeVaughn Akoon-Purcell, der også spillede college på højeste plan hos Illinois State Redbirds.
Klubben har hentet den erfarne og tidligere head coach i klubben Steffen Wich tilbage, og han plejer at være en særdeles succesrig mand, når han sidder på Bakken-bænken.
Hold øje med:
Hold øje med de tre D’er: Darboe, DeVaughn og Dwayne. Tre nye spillere, der er kommet til klubben med ambitionen om at spille europæisk og vinde, hvad der kan vindes herhjemme. Darboe er sulten efter et dansk mesterskab, hvor han med Svendborg Rabbits prøvede at tabe til netop Bakken Bears tre år i træk. De to andre er atletiske eksemplarer, der har set særdeles lovende ud i træningskampene. Det bliver spændende at se, hvordan de klarer deres første år som profesionelle basketballspillere.
Hvad kan vi forvente af Bakken:
Sidste år var der snak om, at Bakken måske havde det bedste hold nogensinde i dansk basket. Det var Horsens IC dog ligeglade med, og de endte i sidste ende med at tage guldet i finaleseriens kamp syv. I år er Bakkens hold på papiret endnu bedre, og de har fået en træner, der kender gamet og ikke mindst ligaen ud og ind. Det bliver en stor fordel, og Bakken vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at få mesterskabspokalen tilbage til Aarhus.
Bakken får et hårdt program, specielt hvis de ender med at slå enten Tartu eller Groningen ud og sikrer sig avancement til Champions League. Det betyder nemlig, at de skal spille minimum 14 ekstra kampe i løbet af sæsonen, hvorfor det også er ekstremt vigtigt, at de har en bred trup – og det har de!
Darboes forventninger:
“Mine forventninger er den klassiske at tage en kamp af gangen. Jeg har en forventning om, at vi gør det rigtig godt. Jeg vil rigtig gerne se os gå videre til Champions League-gruppespillet, og tage os videre til næste runde.
Som jeg ser det, er der fire mål i sæsonen:
1. Blive bedre igennem sæsonen, blive ved med at tage skridt, specielt i vores kommunikation og forsvarsspil. Det gør angrebet meget nemmere.
2. Videre deltagelse til næste runde af europæisk turnering.
3. Vinde pokalen.
4. Vinde mesterskabet.
Disse ting er som følge af, at jeg synes vi har et rigtig stærkt hold og at folk er pissesultne,” fortæller Darboe til Fullcourt.dk.
Bakkens roster:
Adama Darboe (G)
Kristoffer Løwenstein (G – også en del af EBAA/1. div)
Marius Sørensen (G – også en del af EBAA/1. div)
Mike Gesell (G – US)
Thomas Lærke (G)
David Kristensen (F – også en del af U19)
DeVaughn Akoon-Purcell (F)
Dwayne Benjamin (F – US)
Mathias Thibault (F – også en del af EBAA/1. div)
Morten Sahlertz (F)
Nicolai Iversen (F)
Sylvester Berg (F – muligvis også en del af U19 eller EBAA/1. div)
Michel Diouf (F/C)
Chris Christoffersen (C)
Keane Thomann (C – US)
Næste hold: Horsens IC
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.









































































