Nok engang vil jeg give mit bud på de kommende kampe. Ligaen er så småt ved at forme sig som man kan forvente sig, og der er flere spændende kampe på programmet.
Værløse BBK vs. Horsens IC (TV-kamp)
HIC er kommet bedst fra start af de to indbyrdes hold i denne sæson. De gule har lagt stilen om, og spiller nu med et utrolig højt og aggressivt defensivt pres, både på bolden og i afleveringsbaner. Profilerne på holdet er Skyler Bowlin som leverer fantastiske statistikker, og en tidlig kandidat til årets spiller, Keane Thoman som er en stor og stærk centerspiller der har fundamentals i orden. Udover de to amerikanske spillere, har Darko Jukic leveret solide statistikker i sæsonstarten, og hans atletiske evne er meget svært for et forsvar at kontrollere.
Værløse stiller i denne sæson op med et utrolig ungt hold. I deres seneste kamp var syv af spillerne fra årgang 94 mens en enkelt spiller er fra årgang 95. Altså et urutineret hold der skal finde deres stil og ståsted i starten af sæsonen. Der er meget pres på de unge drenge, og de bliver spændende at se om de kan håndtere presset både fra Horsens men også omgivelserne i forbindelse med en tv-kamp. Spillere der SKAL præstere for Værløse er Axel Kárason og Richard Delk. Disse to spillere skal score point, men samtidig få holdet til at fungere, mens de defensivt kommer til at dække de bedste spillere fra det andet hold. Om Justin Baker bliver klar til at spille sin første kamp for Værløse er stadig tvivlsomt, og hvis han spiller er han nok ikke specielt skarp.
Horsens er som sagt startet godt, og jeg tror også at de med deres høje pres får stresset de unge drenge fra Værløse.
Horsens IC +12
Bakken Bears vs. Randers Cimbria af 2010
Kronjyderne fra Randers var tæt på at få hentet en sejr mod Svendborg Rabbits i seneste runde, og må have noget selvtillid med til Århus. Især de to spanske spillere Miguel Ortega og Damian Jimenez Ocana har spillet godt i starten af sæsonen, og vist at de kan være med på topniveauet i Danmark. Flere af de unge spillere, Mads Vahl og Casper Stage har vist gode takter i starten også. Så vidt jeg kan læse mig frem til på basket.dk, spiller Bonell Colas ikke i denne kamp.
Bakken Bears har skader i truppen, og stillede derfor kun op med otte (!!) mand til kampen mod SISU i weekenden. Man kan godt være enig med coach Dejworek at flere klubber skal blive mere professionelle, men det klinger dog noget hult når holdet efterfølgende kun stiller op med otte spillere i en kamp på højeste niveau. Trods skaderne har Bakken Bears stadig et godt hold, og de burde ikke få noget problemer med Randers og deres mange drives til kurven.
Bakken Bears + 13
Svendborg Rabbits vs. Aalborg Vikings
Kaninerne fra Svendborg spillede en dårlig defensiv kamp i Randers i weekenden. Flere spillere har sagt at deres personlige forsvar sejlede, og det er selvfølgelig noget der skal rettes op på for det sydfynske hold. De kan så øve sig på Aalborg Vikings, som jeg ikke spår mange chancer i denne kamp.
Jeg har tidligere kritiseret Aalborgs amerikanske spillere, men de har begge vist flot spil tidligt i sæsonen. Spørgsmålet er så om de kan holde niveauet. Jeg tror ihvertfald at Svendborg Rabbits kommer tordnende ud til denne kamp, for at vise at deres forsvar er blevet bedre siden weekenden, og ikke mindst deres fokus på at stoppe deres mand 1 vs. 1.
Svendborg Rabbits +18
Hørsholm 79ers vs. SISU
Gentofteholdet fra SISU led i weekenden deres første nederlag, et hæderligt et af slagsen til Bakken Bears. Mickey Dennis har holdt et utrolig højt niveau i sæsonstarten, og er omdrejningspunkt for SISU, og når Mickey spiller godt, gør resten af holdet det også.
Hørsholm 79ers har fået spilletilladelse til Brenton Butler, og det skal blive yderst interessant at se hvad han kan gøre ved Hørsholm scoringsproblemer. Holdet snitter 64 point per kamp, og dette tal skal skydes i vejret hvis holdet skal igang med at vinde. Hørsholm er, som Værløse, et meget ungt hold, og som ungdomslandstræner glæder det mig at se flere af disse spillere være med på det højeste niveau. Spillere som Anders Skou (årgang 94), Rasmus Stolbjerg (årgang 95) og Sikander Nielsen (årgang 97) har været en fornøjelse at følge i starten, med deres tilgang til spillet og deres gå-på-mod. Mere af det!!
Selvom Hørsholm har fået Butler med til denne kamp, ser jeg stadig SISU som favoritter i denne kamp, og Hørsholm må nok vente lidt endnu med at få deres første sejr i hus.
SISU + 9
BC Aarhus vs. Team FOG Næstved
Team FOG Næstved fik deres anden sejr i seneste runde med en lidt overraskende sejr over Horsens IC. Næstveds insidespillere, som jeg har kritiseret tidligere, spillede på et helt andet niveau end tidligere i sæsonen. Joe Benjamin og Drew Crowell scorede sammenlagt 34 point mod Horsens i forhold til deres 8 mod Hørsholm og 12 mod SISU, og det er den helt store forskel på sejr og nederlag i øjeblikket for Næstved.
BC Aarhus er et sjovt hold, som egentlig ikke ligner et specielt godt hold, men har alligevel fået skrabet et par sejre sammen. De amerikanske spillere har været profilerne, samtidig med at Hristo Petkov er kommet flot tilbage fra sin alvorlige skade. Jeg tror dog ikke de har fire-power nok til at slå Næstved i denne kamp, som stille og roligt er ved at finde rytmen.
Team FOG Næstved +7
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.









































































