Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Bakken Bears

Velsmurt tysk maskine kørte Bakken Bears over

Klasseforskellen var for stor, da de danske mestre, Bakken Bears, mødte MHP Riesen Ludwigsburg i deres første kamp i Basketball Champions League. Det tyske mandskab slog Bears med 99-58.

Foto: championsleague.basketball - BCL

Bakken Bears fik ikke den start på Basketball Champions League, som de havde gået og drømt om. MHP Riesen Ludwigsburg levede op til favoritfærdigheden på hjemmebane og besejrede Bakken Bears overlegent med 99-58.

De regerende danske mestre indleder dermed deres tredje gruppespil i Basketball Champions League i klubbens historie med et stort nederlag til en modstander, der besidder nogle kvaliteter som ikke er hverdagskost for et dansk mandskab. Ludwigsburg er sluttet i top fire i den tyske Bundesliga i de sidste tre sæsoner.

Bakken Bears´ Tony Carr fortsatte fra hvor han slap i kvalifikationsturneringen i Beograd, Serbien og stod for kampens første scoring. Carr, der blev draftet til NBA af New Orleans Pelicans som nummer 51 i 2018, fulgte kort efter op med sin – og Bakkens – anden scoring i kampen.

Men der skulle ikke gå særlig længe, før det tyske mandskab, der vandt bronze i selvsamme europæiske turnering i sidste sæson, tog kontrol over kampen. Efter første periode var Bears allerede bagud med 28-18.

MHP Riesen Ludwigsburg fortsatte det gode spil i anden periode, hvor de distancerede sig yderligere fra et Bakken Bears-mandskab, der kæmpede for at hænge i. Især de to Bears-amerikanere Skyler Bowlin og Tony Carr spillede en ganske fornuftig første halvleg.

Stillingen i pausen var 54-36 i hjemmeholdets favør. Ludwigsburg var fuldstændig dominerende i reboundspillet, hvilket kostede Bears dyrt.

Tyskernes Prentiss Hubb var i den grad i spillehumør og stod for 16 af Ludwigsburgs point i første halvleg.

Ludwigsburg styrede begivenhederne

Bakken Bears kom fint ud til anden halvleg og havde flere defensive stops, men igen skulle der ikke gå længe, før den tyske maskine kom op i omdrejninger.

Sidste sæsons Champions League-bronzevindere vandt tredje periode med 22-10, og selvom der stadig manglede ti minutter af kampen, var opgøret så godt som afgjort. Bakken var på det tidspunkt bagud med 30 point, 76-46.

Bakken Bears skulle altså levere et comeback af dimensioner for at komme tilbage i kampen, men Aarhus-holdets tyske modstander var en for stor mundfuld. Ligesom de foregående tre perioder tabte Bakken fjerde periode med 23-12.

MHP Riesen Ludwigsburg sejrede mod Bears med 99-58.

Kampens topscorer var hjemmeholdets Prentiss Hubb med 16 point. Hubb kom slet ikke på tavlen i anden halvleg.

Ludwigsburg var gennem kampen altdominerende i reboundspillet. Tyskerne havde svimlende 51 rebounds i kampen. Til sammenligning havde Bakken blot 28. 23 af Ludwigsburgs 51 rebounds var i den offensive ende.

Bakkens topscorer var Michel Diouf og Elijah Childs hver især med ti point.

Næste kamp i BCL for Bakken Bears er den 19. oktober på udebane mod tyrkiske Darüssafaka.

Skrevet af

Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)

Andre artikler med dette emne

Bakken Bears

Det danske dynasti har kvalificeret sig til Champions League-kvalifikationen, der finder sted i september.

Bakken Bears

De danske mestre har sikret sig underskriften fra endnu en profil til den kommende sæson.

Bakken Bears

På det personlige plan har han hevet flere priser hjem - og mandag aften gjorde han det så igen.

Bakken Bears

Bakken Bears blev budt op til dans i Næstved, men viste klassen og kunne dermed lade sig kåre som danske mestre.

Bakken Bears

Klubben fra Aarhus sikrede sig torsdag aften en sejr, der sender aarhusianerne på guldkurs.

Bakken Bears

Bakken Bears stod med ryggen mod muren mandag aften, og det håndterede aarhusianerne med bravour.

Bakken Bears

Torsdag aften udspillede der sig et kæmpe drama i Basketligaen, da DM-finalerne blev fløjtet igang.

Bakken Bears

Bakken Bears knuste Horsens på ny og er dermed klar til DM-finalen for den 24. gang i streg.