Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

ASVEL

Bakken Bears og modstanderne i Basketball Champions League

I morgen går det løs når Bakken Bears får debut i Basketball Champions League. En ny turnering, hvor udfordringerne bliver større end nogensinde.

Udfordringerne kunne dog have været langt større, hvis Bakken Bears havde endt i en af de andre grupper – Det kunne omvendt også have været ”nemmere”.

Det værste scenarie havde været en plads i gruppe E, der helt klart er den sværeste gruppe med hold som Partizan Beograd, Dinamo Sassari, Besiktas, og AEK for blot at nævne nogle få. De danske bjørne er dog endt i gruppe A, hvor der bestemt er muligheder for at kæmpe om en sejr. Det primære mål bliver nok at forsøge at holde hovedet højt mod de store drenge, der formentligt kommer til at give danskerne rigtig store problemer.

Bakken Bears skal i gruppe A møde Fraport Skyliners (Tyskland), Ironi Nahariya (Israel), Aris Thessaloniki (Grækenland), Helios Suns (Slovenien), Banvit (Tyrkiet), AS Monaco (Frankrig), og CEZ Nymburk (Tjekkiet).

Første slag i turneringen bliver i morgen tirsdag mod CEZ Nymbur, og er en kamp som vises live på TV3 Sport 1. Før turneringsstart har vi dog kigget nærmere på alle de syv kommende modstandere i gruppen. Husk at du også kan læse alt om turneringens historie, pengepræmierne og strukturen ved at klikke her.

gruppe-a-basketball-champions-league

Helios Suns og CEZ Nymburk de to overkommelige modstandere

CEZ Nymburk er nok det hold, som de fleste danskere er bedst bekendt med. Bakken Bears mødte nemlig de evige tjekkiske mestre i sidste sæson, som de slog begge gange med 66-64 på ude- og 82-79 på hjemmebane.

Netop tjekkerne er det hold, som Bakken Bears igen i denne sæson, skal forsøge at få deres succes igennem, eftersom udsigterne til sejr mod mange af de andre hold i gruppen virker sværere. Tjekkerne er samtidigt det første hold, som aarhusianerne møder i turneringen, og en sejr her på hjemmebane, ville være et fantastisk resultat, samt give et godt boost på selvtilliden, for den videre turnering.

Det bliver dog på ingen måder en nem opgave at slå Nymburk igen, der har vundet de seneste 13 mesterskaber i træk. I den tjekkiske liga har de vundet deres seneste syv kampe i træk med en gennemsnitlig sejrsmargin på godt 35 point. Ikke nok med det, har tjekkerne også oprustet sig siden sidste år. Ind er nemlig kommer Pavel Pumprla, der sammen med Petr Benda, og Vojtech Hruban som allerede er i truppen, spillede med til EM i 2015, hvor Tjekkiet blev nummer syv ved slutrunden!

Hertil kan man tilføje Jiri Welsh, og nyerhvevelsen Bryon Allen, der er kommet direkte ind på holdet fra NCAA og blevet holdets stjerne, bliver tjekkerne altså noget af en udfordring at slå to år i træk.

For at det ikke skal se helt sort ud, så er slovenske Helios Suns formentligt også et hold, som Bakken Bears måske er i stand til snakke med. Slovenerne er sidste sæsons mestre, hvor de slog Zlatorog Lasko i finalen. Sidste år spillede slovenerne også med i FIBA Europa League, hvor de dog røg ud allerede i gruppespillet, på en sidsteplads med blot 1 sejr og 5 nederlag. Ventspils, Pieno Zvaigzdes og PGE Turow sluttede alle foran dem.

Slovenske hold er samtidigt noget som Bakken Bears har erfaring med, eftersom de sidste år mødte Tajfun i FIBA Europe Cup. Den gang kæmpede Bakken en brag kamp for at slå Tajfun, og det kunne virke til at de skal spille endnu bedre for at slå de slovenske mestre. Helios Suns lagde nemlig ud med at smadre Tajfun med 85-54 på hjemmebane i den slovenske liga i denne sæson.

Til forskel for Tajfun sidste år, spiller Helios Suns dog ikke med i den regionale ABA Liga på Balkan. Derfor har slovenerne ikke andet at se til, og bruge kræfter på den hjemlige front, udover den slovenske liga.

Spillere der er værd at holde øje med hos Helios Suns er blandt andet banens leder guarden Kyle Casey. Herudover også den amerikanske forward Brandyn Curry, der blev mester med SPM Shoeters Den Bosch i Holland og Playoffs MVP for to år siden. En spiller som virker rigtigt stærk under kurven, og som sidste år spillede i den tyske Bundesliga for Bremerhaven Eisbären.

ironi-nahariya-tsmoki-minsk-basketball-champions-league

Foto: Basketball Champions League

Midterholdene Monaco og Ironi Nahariya

Monaco og Ironi Nahariya er de to hold der kommer til at kæmpe om midten af tabellen. Fransk basketball er godt nok inde i en god udvikling de seneste par år, men det virker stadig som en umulig opgave for franskmændende at stjæle nogle store sejre mod topholdene. Omvendt virker det ikke som en umulig opgave for Bakken Bears at kunne drille dem.

Efter et årti, hvor de har kæmpet om at komme tilbage i den bedste franske række, skete det endeligt i 2014-15 sæsonen. Herefter gik det hurtigt. For i deres første sæson i den bedste række PRO A, blev Monaco sidste år nummer et i grundspillet. De tabte dog efterfølgende i semifinalen til Asvel. I pokalturneringen formåede de omvendt at snuppe trofæet, ved at slå Elan Chalon i finalen.

I denne sæson ligger Monaco allerede tidligt i sæsonen igen på toppen af tabellen med 3 sejre og en andenplads, ført an af sidste års største profil Jamal Shuler, der er blevet i klubben i endnu en sæson.

I år er Monaco desuden tilbage på den europæiske scene, og det er første gang franskmændene er med i Europa siden halvfjerserne.

Israelerne Ironi Nahariya, har til forskel for Monaco ligget i toppen af den israelske liga i flere omgange. Sidste år blev de nummer fire, og røg ud i kvartfinalen til Hapoel Eilat. Et par sæsoner tidligere i 2013/14, blev de dog mestre. I Europa har de dog ikke begivet sig ud i siden 2004-2007 sæsonerne, hvor de spillede i det daværende Eurochallenge (red. nuværende FIBA Europe Cup). I de første to år nåede de kvartfinalen, imens det blev til et exit allerede i gruppespillet de to efterfølgende år.

På spillersiden skal man især holde øje med israelske Niv Berkovitz, der var sidste års førende assisterende spiller i ligaen. Gilbert Brown er også værd at holde øje med, som i øjeblikket er en af de største profiler på holdet sammen med nyerhvervelse Yancy Gates. Den absolut største profil er dog Marquise Teague, der er bror til NBA-profilen Jeff Teague.

I denne sæson har Ironi Nahariya tabt de første to kampe i den israelske liga, men har omvendt haft succes på den europæiske scene. Sammen med Bakken Bears er israelerne de eneste to hold der har skulle igennem kvalifikationen for at nå gruppespillet. Akkurat som danskerne deltog de i den anden runde, hvor de slog Tsmoki Minsk i to omgange med 71-67 og 70-66. Et hold som Bakken Bears mødte tilbage i 2013/14 sæsonen i gruppespillet i FIBA Europe Cup, hvor de tabte begge opgør på ude- og hjemmebane med 51-89 og 76-83.

16.10.2016 / Basketball BBL / -22- Antonio Graves / FRAPORT SKYLINERS (blau) / -17- DaíSean Butler / RATIOPHARM ULM (orange) / ABDRUCK HONORARFREI!!!!

En af de nye profiler hos tyske Fraport Skyliners, Antonio Graves – Foto: Fraport Skyliners

De tre tophold i gruppen Banvit, Skyliners og Aris

De tre absolut stærkeste hold i gruppe A er tyrkiske Banvit, græske Aris Thessaloniki og tyske Fraport Skyliners.

Banvit blev sidste sæson nummer fem i Tyrkiet. De har som et stort minus udskiftet langt størstedelen af deres trup, og tabt to af deres største profiler i Courtney Fortson samt Adrien Moerman, der er taget til Euroleague-holdet Darussafaka.

Ind er dog kommet nye profiler, der allerede har vist sig som store forstærkninger, heriblandt den amerikanske guard og skarpskytte Jeremy Chappell, samt Jordan Theodore der besidder et fantastisk spiloverblik. Sidst men ikke mindst er den slovenske stortalent Edo Muric også kommet til klubben, imens slovenske Vidmar Gasper, der har masser af erfaring fra store klubber som Fenerbahce og Besiktas er blevet som en af de få.

Tyrkerne har spillet i den andenbedste klubturnering EuroCuppen de sidste fem sæsoner i træk, og sidste år røg de ud i ottendedelsfinalen til Olimpia Milano. Året før nåede de semifinalen i turneringen. Samtidigt spiller de til dagligt mod store klubber som Fenerbahce, Galatasaray, Anadolu Efes og Darussafaka i den tyrkiske liga der oplever en vanvittig vækst i øjeblikket. Derfor er det ikke et hvilket som helst klub, som Bakken Bears kommer til at stå overfor. En sejr her, virker som nærmest umuligt.

Tyskerne fra Frankfurt bliver heller ikke en nem opgave for danskerne. Fraport Skyliners er nemlig de forsvarende mestre i FIBA Europe Cup, som Bakken Bears deltog i, i sidste sæson. Her vandt tyskerne over Varese med 66-62 i finalen. Året før var de også tæt på en finaleplads, men tabte i semifinalen, og efterfølgende også kampen om tredjepladsen.

I den bedste tyske række Bundesligaen, røg Skyliners ud i semifinalen til Ratiopharm Ulm, efter at have blevet nummer tre i grundspillet.

Tyskerne har dog mistet to af deres bedste spillere fra sidste sæson. Den tyske landsholdspiller Johannes Voigtmann er nemlig røget til Euroleague mandskabet Baskonia, imens Danilo Barthel der ligeledes spiller på landsholet, er taget til FC Bayern München.

Ind er dog kommet trioen i form af danske Shavon Shields samt amerikanerne Antonio Graves, og Markel Starks, der i den grad har haft udfyldt hullerne hos tyskerne. De tre spillere er gået direkte ind i startopstillingen og blevet tyskernes bærende kræfter i denne sæson. Tyskerne startede dog ikke ligefrem fantastisk i Bundesligean, eftersom de tabte deres første to kampe. Herefter vandt de dog to i træk, og indtager i øjeblikket ottendepladsen i ligaen med 3 sejre og 2 nederlag.

Et inferno på lægterne venter i Grækenland

Sidst men ikke mindst har Bakken Bears også udsigter til at stifte bekendskab med Aris Thessaloniki fra Grækenland. Og ja, vurder selv fra nedstående video, hvilken velkomst Bakken Bears kan regne med at få i den græske storby.

Måske bliver det ikke helt ligeså vildt som på videoen, men Aris er kendt for sine ULTRAS i hele Europa, og det bliver en noget så speciel oplevelse for det danske hold.

Aris Thessaloniki af de ældste klubber i landet, og en af de mest vindende græske klubber nogensinde med 10 mesterskaber, og 8 pokalturneringer.

Den græske klub, der blandt andet er kendt for at have produceret den legendariske Nick Galis (1979–1992), havde deres storhedstid i firserne. Efterfølgende har klubben ikke formået at komme frem til de store resultater. Men på trods af den nedgående kurve er Aris et hold, der både har spillet i Euroleague, og en enkelt gang kommet frem til mesterskabstitlen i EuroCuppen tilbage i 2002/03 sæsonen.

De seneste fire sæsoner har grækerne kun spillet med i EuroCuppen en enkelt gang i sidste sæson, hvor de nåede anden runde i turneringen, før de røg ud. Men dette betyder ikke at det gør dem svagere. De sidste to sæsoner er Aris nemlig sluttet som nummer fire i den græske liga. Klubben er samtidigt gået ind i en ny proces i 2015, hvor Nikolaos Laskaris overtog klubben med intentioner om at bringe dem tilbage til Euroleague.

Siden sidste sæson har grækerne dog lavet en del udskiftninger i truppen, hvor en af holdets største stjerner har forladt dem, nemlig Okaro White, der er taget til NBA og Miami Heat. De to amerikanske profiler Dominic Waters og Jamelle Hagins har desuden også forladt klubben.

Ind er dog kommet den tidligere Orlando Magic spiller Devyn Marble samt Will Cummings, imens Jerel McNeal og Thodoris Zaras også har valgt at blive i klubben i denne sæson.

Skal vi runde Aris så bliver det en klub som danskerne kommer til at få problemer med på både hjemme- udebane i Grækeland, mod tilskuere og en atmosfære som intet dansk hold nogensinde har stået overfor. En sensation skal ske, hvis de skal få en sejr hjem i nogle af disse kampe.

Dwayne Benjamin, Bakken Bears, Trine, Vildmedfoto.dk

Bakken Bears skal ikke forvente mange sejre i gruppespillet, men tage turneringen som læring for fremtiden – Foto: Vildmedfoto.dk

Bakken Bears kan se frem til en hård skæbne i turneringen

Sidste år spillede Bakken Bears en fantastisk i Europa, hvor de formåede at kvalificere sig videre fra det første gruppespil. Her gik de videre som nummer et, efter imponerende 6 sejre og 0 nederlag, i en gruppe med CEZ Nymburk, Tajfun og Hibernia.

I den efterfølgende runde gik det knap så godt for de danske bjørne der blot formåede at vinde en enkelt kamp og tabe hele 5. Dermede sluttede de af på sidstepladsen bag Juventus, Khimik, og Belfius Mons-Hainaut.

Læs også: Alt hvad du skal vide om Basketball Champions League

Den samme scenarie fra den sidste del af turneringen sidste år, kan vi desværre også forvente i denne sæson i Basketball Champions League.

Holdene er nemlig langt stærkere, og selvom danskerne har oprustet, og fortsat har planer om at forstærke sig med yderligere en enkelt spiller på frontcourten, så skal Bakken Bears se sig glade for det faktum bare at kunne spille i turneringen. Målet bliver selvfølgeligt uanset hvad, at udføre så meget skade som muligt, og suge så meget erfaring til sig som muligt.

Den første store udfordring for Bakken Bears i Basketball Champions League er tirsdag aften på hjemmebane i Aarhus kl. 18.30 mod tjekkiske CEZ Nymburk. Kampen vises i som beskrevet live på TV3 Sport 1.

Foto: Basketball Champions League

Skrevet af

Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.

Andre artikler med dette emne

Bakken Bears

Det danske dynasti har kvalificeret sig til Champions League-kvalifikationen, der finder sted i september.

Bakken Bears

De danske mestre har sikret sig underskriften fra endnu en profil til den kommende sæson.

Bakken Bears

På det personlige plan har han hevet flere priser hjem - og mandag aften gjorde han det så igen.

Bakken Bears

Bakken Bears blev budt op til dans i Næstved, men viste klassen og kunne dermed lade sig kåre som danske mestre.

Bakken Bears

Klubben fra Aarhus sikrede sig torsdag aften en sejr, der sender aarhusianerne på guldkurs.

Bakken Bears

Bakken Bears stod med ryggen mod muren mandag aften, og det håndterede aarhusianerne med bravour.

Bakken Bears

Torsdag aften udspillede der sig et kæmpe drama i Basketligaen, da DM-finalerne blev fløjtet igang.

Bakken Bears

Bakken Bears knuste Horsens på ny og er dermed klar til DM-finalen for den 24. gang i streg.