Fra Basketligaen til NBA. Det blev en realitet, da den tidligere Bakken Bears-stjerne DeVaughn Akoon-Purcell i 2018 tog turen fra Aarhus til Denver. Det blev til syv kampe for Nuggets, inden han røg af holdet.
Efterfølgende skiftede Akoon-Purcell til israelske Hapoel Tel Aviv, som ikke viste sig at være det rette match. Han fortsatte i stedet i franske Le Portel resten af sæsonen.
NBA-klubberne havde dog ikke glemt den tidligere Basketligastjerne, og Akoon-Purcell fik derfor en plads i truppen hos Indiana Pacers i dette års NBA Summer League. Her viste han glimt af sit store talent, som særligt kom til udtryk i kampen mod LA Clippers, hvor Akoon-Purcell noterede sig for 24 point og 10 rebounds.
Præstationerne gav ikke en plads på Indianas hold, men nu har Akoon-Purcell skrevet under på en kontrakt med Oklahoma City Thunder, der henter den tidligere Bakken-stjerne til på en kontrakt for deres træningslejr.
19 spillere er med på træningslejren, så det er langt fra sikkert, at Akoon-Purcell bliver en del af klubbens endelige NBA-trup, men han får muligheden for at vise sig frem blandt stjerner som Chris Paul, Steven Adams, Dennis Schröder og Danilo Gallinari.
https://www.youtube.com/watch?v=bJXLLPu46YQ
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.









































































