Bakken Bears har igennem sæsonens start set rigtigt gode ud. Med ti sejre af 11 mulige fører de suverænt ligaen. Sæsonenstarten har også budt på europæisk succes, hvor Bakken gik suverænt videre fra det indledende gruppespil med seks sejre i seks kampe.
Bakkens sidste kamp bød på en suveræn sejr på 111 – 71 over de hollandske sølvvindere fra sidste år, ZZ Leiden. Dog tabte Bakken deres seneste ligakamp med 107-103 til Randers Cimbria.
Værløse BBK befinder sig efter 10 kampe med otte nederlag og to sejre, der kun giver dem en tredjeplads i Pro B og en ottende plads i den samlede stilling. På trods af den stille start, så er Værløse det eneste hold der har holdt Bears under 100 point denne sæson.
Dagen før kampen blev det annonceret, at Mathias Bak returnerer til landets bedste række og skriver kontrakt med Værløse. Kampen byder dog ikke på nogen aktion for Bak, som først vil få debut i det nye år.
Bakken bedst fra start
Bakken indledte kampen med en overbevisende 13-0 start før Værløse tog kampens første timeout. Sylvester Berg startede kampen på banen og var meget tændt og aggressiv i de først minutter. Berg scorede fem point i løbet af de første fire minutter.
Der skulle knap fem minutter før, at gæsterne fra Værløse kom på tavlen, ved to scorede straffekast fra deres unge guard Austin Pope. Han reducerede til 16-2.
Bjørnene fortsatte deres dominans gennem hele første periode og var foran med hele 29-6 efter de første ti minutter. Ikke nok med at være brandvarme i den offensive ende, spillede Bakken også benhårdt forsvar, der resulterede i hele syv turnovers til Værløse, mens Bjørnene ikke havde en eneste.
Værløse bedre med
Værløse startede anden periode bedre og scorede ti point i løbet af de første par minutter. Bakken missede en del skud i periodens start, og blev hold på fem point i de første fire minutter. Med fem minutter tilbage kom bjørnenes startere på banen og Sylvester Berg scorede hurtigt sit sjette og syvende point på straffekast, hvilket gjorde ham til Bakkens mest scorende spiller. Berg skulle ikke bruge mere end to minutter før han havde yderligere fem point og et blokeret skud.
Bakken gav tilskuerne noget at klappe af med flotte sekvenser med alley-oop dunks og svære scoringer i den sidste del af anden periode. Værløse udnyttede deres angreb flot og scorede tre trepointsscoringer fra hjørnet inden for ét minut.
På trods af Værløses gode spil vandt Bears perioden 29-26, hvilket resulterede i en samlet stilling på 58-32 til hjemmeholdet.
Bakken lukker sidste hjemmekamp i 2018 af med en sejr
Der skete ikke det store i anden halvleg, hvor Bakken lukkede kampen og sikrede deres 11. sejr i ligaen. Bjørnene vandt kampen med 113-74 ført an af en flot kamp af Sylvester Berg, der leverede solidt spil i begge ender af banen. Berg endte med 22 point, syv rebounds, to assists og et block.
Både Bakken og Værløse møder Næstved som deres sidste ligakamp i ligaen, henholdsvis d. 30-12 og d. 27-12. Værløse har Næstved hjemme, hvor de vil forsøge at slutte året af med en sejr.
Bosat i Århus og redaktør på NBA. Har en stor kærlighed til Los Angeles Lakers.