Ifølge newssitet Sportando skal Bakken Bears have skrevet under med forwarden Ryan Martin, der senest har spillet i italiensk basket. Bakken Bears har på nuværende tidspunkt ikke selv meldt noget ud omkring skiftet.
Ryan Martin har både britisk og jamaicansk statsborgerskab. Power forwarden måler 206 centimeter, og med sine 26 år vil han blive del af en efterhånden rutineret trup.
Sidste sæson startede Ryan Martin i slovakisk basket. Her spillede han for BC Prievidza, der endte på tredjepladsen i grundspillet. Holdet røg dog noget overraskende ud til sjetteseedede Rieker KN med 3-0 i kvartfinalen.
For den slovakiske klub blev det til 34 kampe, hvor Martin snittede 15,1 point, 8 rebounds og 1,6 assist. Sidst på sæsonen nåede han at spille to kampe for italienske NPC Rieti i Serie A2.
Tidligere på dagen annoncerede Bakken Bears, at de har skrevet under med den 202 centimeter høje forward, Ryan Evans, der kommer til klubben fra fransk basket.
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.









































































