Ro på alle sammen…dette er ikke Me Too-bevægelsen, der har gjort sit indtog på siden. Her er ingen heksejagt, penis-dekapitering eller kollektiv massehysteri. Afmaskuliniseringen i denne blog består blot i, at DeMar DeRozan har inspireret NBA-profiler til at åbne op om mentale udfordringer som depression og angst. I en voldsomt testosteron-sprudlende liga, ser vi nu en åbning af et mere blødt felt, hvor atleter åbenlyst tør blotte sig og vise sider af sig selv, der ikke kun taler til den indre alpha-han.
Seneste skud på terapi-stammen er Kevin Love fra Cleveland Cavaliers, der i ‘The players tribune’ d. 6. marts berettede om angstanfald samt efterfølgende samtaler med psykolog flere gange månedligt.
Love beskriver i sit indlæg på hjemmesiden, at DeRozan er en direkte inspiration til hans beslutning om at dele forløbet med offentligheden.
Det vi ikke kan se
For Kevin Love ramte angstanfaldet ham 5. november 2017 i kampen mod Atlanta Hawks. Vejrtrækningsproblemer og et galoperende hjerte satte advarselslamperne i gang, og efter en del lægetjek fandt Cavaliers-profilen ud af, at det var hovedet, den var gal med.
Baggrunden skulle findes i et ikke italesat dødsfald i familien flere år tidligere. Loves bedstemor havde boet med familien under stort set hele hans opvækst, og hun fungerede som en ekstra forælder for ham. Hendes død ramte Love i hans sjette sæson i Minnesota Timberwolves, men reaktionen lod vente på sig.
“Alle gennemgår noget, andre ikke kan se”. Ordene fra Love er en lettere omskrivning af DeRozans ord: “Du ved aldrig, hvad en anden person gennemgår”, og sætningerne skærer sig gennem den tykke mur af facade og attitude, som NBA miljøet også er bygget op af.
Jeg finder DeRozans mod heroisk, men Kevin Loves beslutning om at følge op på interviewet er også af største vigtighed. DeRozan kunne have stået med denne her historie helt alene, og så kunne det øjeblik, hvor næste mand tog et skridt frem, være forduftet. Kevin Love har med sin beretning været med til at åbne hullet i muren, og forhåbentlig vil andre følge trop i et forsøg på at afmaskulinisere og menneskeliggøre ligaen i en tid, hvor sociale medier ellers gør alt for at minde os om, hvor lykkelige andre er.
En forskruet mande-kultur
Vi mænd kan et særligt trick. Når vi mærker lidt følelser nede i maven, så synker vi en ekstra gang, og så er det væk. Det er derfor, vi lever kortere tid end kvinder.
At tale om følelser eller blot det at åbne op omkring behovet for hjælp, har tilsyneladende ikke ligget lige for i de forskellige omklædningsrum i NBA ligaen. Hvor mange mænd kan ikke nikke genkendende til glæden ved den løse stemning efter en kamp, humoren, grinene, drillerierne mm. Omklædningsrummet er ikke altid et venligt værtsdyr eller habitat for særlige følelsesmæssige stemninger, der hos flere mænd kan skabe en decideret skræk for det, der mærkes.
Nu er jeg ikke ude i at omklædningsrummene i Staples Center, Oracle Arena og United Center skal omdannes til samtalegrupper med terapi, kram og fugtige tårekanaler til følge, men kulturen i NBA er, som den er mange andre steder – lidt forskruet.
“Du har dit fokus på basketball. Forhold dig til det. Vær en mand!”
Kevin Love udtrykker fint, hvordan han har oplevet miljøet, og det skal ikke forstås sådan, at folk har holdt ham tilbage i hans fortælling. Kulturen har bare ikke været til det.
Mandekulturen stikker i mange retninger disse år. Vi har været forbi machomanden, den bløde mand, den metroseksuelle mand osv., men i NBA er det tatoveringer, store overarme, trashtalk og vindermentalitet, der gennemsyrer atmosfæren.
Det er der ikke noget i vejen med, men det er en uholdbar facade at opretholde over flere år i en klub.
Netop nu er DeMar DeRozan og Kevin Love med deres åbenhed ved at rykke ved noget, som jeg synes er en essentiel ændring i spillets kultur. Man kan, mens man er aktiv og højt profileret, godt række ud efter hjælp samt involvere andre i det. Man kan vise sine menneskelige sider – også dem der ikke altid fremstår perfekte…
…og det kan man gøre uden at miste den mindste credibility på banen.
Foto: Keith Allison, FLICKR
