Bakken Bears skulle onsdag spille den første kamp nogensinde i play-off-runden i FIBA Europe Cup, hvor modstanderen var det lettiske traditionsmandskab BK Ventspils. Bakken startede kampen med Doug Wiggins, DeVaughn Akoon-Purcell, Darko Jukic, Jaye Crockett og Michel Diouf.
De danske gæster startede kampen godt, hvor de lagde ud med at forcere en turnover. Kort efter sendte Crockett Bjørnene i front. Værterne svarede dog hurtigt igen og efter tre dunks og en trepointsscoring kom de foran 9-4.
Crockett viste igen at være manden med svaret med et vanvittigt tip-dunk. Jukic udlignede kort efter, men aarhusianerne havde svært ved at holde styr på Julius Jucikas under kurven. Samtidig var Bakken-stjernen Akoon-Purcell langt fra sit sædvanlige niveau i kampens begyndelse, hvor hans skud var helt skæve.
Efter fire brændte skud kom han dog i gang, da han konverterede et and-one-play til tre point, men manglende aarhusiansk fokus i periodens sidste minut gav Ventspils en føring på 22-14 efter første periode.
Bakken åbnede anden periode stærkt, hvor de lagde ud med syv ubesvarede point, inden hjemmeholdets head coach havde set nok og tog timeout. Timeoutens effekt udeblev til glæde for Bakken Bears, og en stærkt spillende Tony Bishop sendte Bakken Bears i front 22-24 efter et and-one-play.
Bakken fortsatte de gode tendenser, og efter et fastbreak-dunk af Akoon-Purcell tog Ventspils endnu en timeout ved stillingen 34-40 til de danske mestre. Bakken Bears kunne gå til halvlegspausen med en føring på 38-42 efter en flot halvleg, hvor de havde stor succes med at lægge et højt tryk på det lettiske mandskab.
Det hårde aarhusianske forsvarspres fortsatte efter pausen, mens Jaye Crockett fortsatte med at hive offensive rebounds hjem. Ventspils havde ikke desto mindre alligevel held med at få point på kontoen, men Bakken Bears formåede at give letterne svar på tiltale.
Med fire minutter tilbage af tredje periode stjal Doug Wiggins bolden, og han serverede efterfølgende et fornemt alley, som Crockett hamrede ned i kurven. Kort efter forcerede Bakken endnu en lettisk turnover, inden Wiggins scorede to point til 53-59. Det fik en rødglødende lettisk træner til at tage timeout.
Timeouten havde endnu en gang ikke den store effekt, og perioden sluttede 60-69 til de aarhusianske gæster efter en fremragende afslutning, hvor Adama Darboe først leverede kampens assists, inden Jaye Crockett leverede et fuldstændigt absurd dunk, der fik hele hallen til at tabe kæben. I de efterfølgende lettiske angreb blokerede Tony Bishop forsøget fra Ventspils, og momentum lå i den grad hos Bjørnene.
Ventspils kom godt ud til sidste periode med fire hurtige point, men Bakken Bears svarede hurtigt igen med seks point i træk. Letterne virkede ganske rystet og var tydeligt frustreret over Bakkens ekstreme pres. Samtidig begyndte frustrationerne også at vise sig blandt tilskuerne, som råbte efter Bakken-bænken og i flere omgange var helt tavse.
DeVaughn Akoon-Purcell udbyggede med sit 18. point til 71-84 med lidt over tre minutter tilbage på endnu et fastbreak-dunk, og Ventspils tog deres fjerde timeout i kampen. Bakken pressede dog højt igen, og det forcerede den 15. turnover fra hjemmeholdet.
Bakken udbyggede til 71-88 få momenter senere efter endnu et fantastisk angreb af det danske mandskab. Det fik en rasende Ventspils-træner til at tage sin sidste timeout i kampen blot et minut efter den foregående. Endnu en gang havde den dog ikke effekt, og Bakken fortsatte med at gøre, hvad det passede dem angrebsmæssigt.
En fantastisk kamp af Bakken Bears sikrer dem et forrygende udgangspunkt, inden returkampen i Vejlby Risskov Hallen på onsdag. Aarhusianerne vandt således kampen med hele 73-93.
Bemærkelsesværdigt i kampen var det, at Bakken Bears dominerede i offensive rebounds, hvor det blev til hele 21, hvilket gav dem en række ekstra chancer. Desuden brugte klubben en relativt smal rotation, hvor det stort set kun var Adama Darboe og Tony Bishop, der supplerede startopstillingen.
Det er svært at fremhæve blot en spiller fra Bakken Bears som kampens spiller, da det var en formidabel kamp hele vejen rundt.
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.









































































