Første møde i kvartfinaleseriens opgør mellem top og bund blev til en sikker aarhusiansk sejr på 117-60. Der ventede derfor Stevnsgade lidt af en mundfuld, da de fredag aften bød på slutspilsbasket i en fint besøgt Nørrebrohallen.
Hjemmeholdet måtte igen undvære profilen Davie Champagnie, hvorfor de var meget tynde under kurven. Til dagens kamp startede de med Jens Nielsen, Jesper Sandager, Jonel Visa, Nicolas Christensen og Filip Rajovic, hvilket betød en line-up uden en spiller på minimum to meter.
Bakken Bears var til dagens opgør uden Chris Christoffersen, Eric Palm og Sylvester Berg, og de startede derfor ud med Mike Gesell, Thomas Lærke, DeVaughn Akoon-Purcell, Nicolai Iversen og Michel Diouf.
Lærke åbnede kampen med en trepointsscoring, og det lignede fra kampens start, at Bakken gerne ville afgøre kampen tidligt. Gæsterne kom hurtigt foran 7-22, og Stevnsgade havde svært ved at dæmme op for Bakkens aggressive forsvar.
Første periode sluttede 13-32, og mens værterne kæmpede for hvert et point, så virkede det til, at Bakken scorede efter behag. Bakken startede således anden periode med ni ubesvarede point inden for det første minut, hvilket fuldstændigt punkterede kampen.
Sandager var en sand enmandshær for Stevnsgade, og han scorede således 17 af værternes 19 point i anden periode. Bakken scorede dog 34 tilsammen, hvorfor de kunne gå til pause med en føring på 32-66. Gæsterne fik desuden gjort godt brug af bænken, hvor eneste spiller uden point og minutter efter første halvleg var Kristoffer Løwenstein. Han kom dog efter det i anden halvleg, hvor det blev til begge dele.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Enmandshæren Jesper Sandager ramte seks trepointsskud i kampen. Foto: Aske Strandbygaard
Der herskede derfor ikke meget spænding tilbage til anden halvleg, hvorfor Bakken eksempelvis fik brugt noget af tiden på at give John Williamson vigtige kampminutter i benene.
Sandager fik i tredje periode lidt tiltrængt hjælp, som særligt kom fra Filip Rajovic. De to spillede en stor rolle i, at Stevnsgade vandt tredje periode med 21-18, så stillingen lød på 53-84 inden sidste periode.
Bjørnene viste ingen nåde i fjerde periode, som de vandt 19-34 i en periode, hvor Stevnsgade gav debut til Jonas Allaoua, der også fik scoret to point i debutkampen.
Kampen sluttede med en suveræn sejr på 72-118 i en kamp, hvor hjemmeholdet kæmpede godt, men samtidig måtte erkende, at de var overmatchet på samtlige parametre i kampen. Bakken har dermed tre matchbolde for at spille sig i endnu en semifinale. Den første kommer på mandag, hvor de spiller klokken 18.30 i Vejlby Risskov Center.
Kampens topscorer blev Jesper Sandager, der sluttede kampen med hele 30 point for hjemmeholdet. Bakken fordelte pointene mere jævnt, hvor de havde seks spillere i double digits. DeVaughn Akoon-Purcell hev flest rebounds i land med 15 styks, mens han også stod for flest assists (6) sammen med Filip Rajovic.
Foto: Aske Strandbygaard, Fullcourt.dk
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.









































































