Det er sjældent der sker overraskelser i pokalturneringen i basket, der er i hvert fald langt fra samme frekvens som man ser det i fodboldens verden. Derfor er det også mere en formalitet, og en prøvelse for de mindre hold i Danmark, når Basketliga-mandskaberne skal finde vej til kvartfinalerne i pokalturneringen.
Hørsholm kom sikkert videre, sågar uden kamp, da de på skrivebordet slog Virum med 20-0. Bakken Bears havde sendt et halvt oldboys hold afsted til Amager, hvor Keane Thomann imponerede med 26 point i holdets 126-85 sejr.
Horsens var heldige at trække BMI Bloodhounds, som ikke er ret langt fra Horsens. Her spillede østjyderne sig også sikkert videre, med stor hjælp af de unge kræfter på holdet. Man var således uden Vedran Borovcanin og de to amerikanere Myles Mack og Will Artino, grundet de nye regler om samme antal ikke eu-spillere i pokalturneringen. Det er nemlig kun tilladt med en ikke eu-spiller i første division, hvor BMI til dagligt spiller. Horsens sejrede sikkert med 91-76, med Aladdin Barakeh som profilen i kampen.
I går var både Team FOG Næstved og Randers i aktion. Sydsjællænderne var en tur i Aarhus, hvor de mødte Bakken Bears’ ungdomsprojekt EBAA. Selvom Næstved har fået en skidt start på sæsonen, så lykkedes det dog uden problemer at hive en 98-75 sejr i land. Philip Hertz var endnu engang bedste mand for Næstved, som i øvrigt måtte undvære både Philip Nolan, Patrick Onwenu og Cheikh Sane. Nolan pga. de føromtalte regler om ikke-eu spillere, Onwenu fordi han fik slået en tand ud i kampen mod Randers, og Sane der stadig ikke har fået lægernes accept til at spille, efter han vrikkede om på foden i kampen mod Horsens.
Randers fik rundens indtil nu største sejr, da de besejrede Hjortshøj Egå med hele 112-40. Selvom man havde valgt at hvile Charlie Burgess, Eric McKnight og Eric Kibi, så var det altså nok til at hive en meget sikker sejr i land.
SISU og Svendbog skal i aktion i weekenden, hvor de møder henholdvis Viby og Stevnsgade.
Den sidste kamp i 8. delsfinalen var mellem første divisions kollegaerne, Værløse og Birkerød. Det endte med en sejr på 78-57 til Værløse, som derfor kan se frem til en duft af tidligere tiders Basketliga.
Foto: Martin Qvist Tyron
Casper er 34 år og partner i Fullcourt.dk Aps. Han står primært for den daglige drift af virksomheden bag hjemmesiden, og sørger for at al det tekniske omkring siden fungere. Derudover bidrager han med korte artikler og posts fra primært dansk basket.









































































