Basketfans rundt omkring i verden har gået og glædet sig til den kommende OL-turnering i Brasilien med håbet om, at se de amerikanske stjerner folde sig ud. I den seneste tid er antallet af stjerner, der har meldt fra, dog vokset stødt.
Man har i længere tid vidst, at spillere som Blake Griffin, Anthony Davis, Chris Paul og LaMarcus Aldridge ikke vil deltage pga. skader, men for nyligt meldte den altoverskyggende NBA-stjerne, Stephen Curry, ud, at han ikke vil deltage, og igår fulgte James Harden og Russell Westbrook altså trop.
Curry meldte ud, at han gerne vil aflaste sine knæ, som har været belastet af småskader, mens hverken Harden eller Westbrook er kommet med begrundelser for deres valg. Man ser dog også afbud fra andre lande, hvor spanske Pau Gasol har meldt ud, at han overvejer at droppe OL, da han frygter den berygtede Zika-virus, mens canadiske Andrew Wiggins hellere vil blive i Minnesota og forberede sig på den kommende sæson.
Fravalgene er så småt begyndt at give de amerikanske landsholdtrænere grå hår, men ifølge det amerikanske landsholds formand, Jerry Colangelo, så afventer man med stor ro, om der kommer flere frafald, og vil ikke tage stilling til den endelige landsholdstrup før slutningen af juni, hvor man så småt skal til at have truppen på plads.
Cleveland Cavaliers stjernen Lebron James er dog en af de spillere, man fortsat håber på vil deltage. Han har fået lov til at vente med sit endelige svar indtil NBA-finalerne er slut.
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.