Vi har netop rundet den anden tredjedel af årets Basketliga, og den viser at der er lagt op til en spændende sidste del af sæsonen. Både toppen, i midten og i bunden kan alt i princippet lade sig gøre.
Hvis vi lægger ud nederst, så ligger Aalborg Vikings fortsat sidst i tabellen. Men med ankomsten af to stærke amerikanere, ser de ud til at kunne true de øvrige hold i bunden. De fik således der første sejr, da de i sidste uge vandt over SISU på hjemmebane.
Det ser dog fortsat sort ud for Nordjyderne, der har 4 sejre op til både Værløse og Hørsholm 79ers, som begge har 5 sejre. Værløse har dog en kamp mere i benene end Hørsholm 79ers. Hørsholm 79ers ser dog ud til havde fået gang i spillet, ikke mindste efter den flotte storsejr over ligaens nummer 1 – Bakken Bears. De har nu 3 sejre i træk, mens Værløse fortsat svinger utroligt meget.
Næste duel er på 6. – 7. pladsen hvor der er to formsvage hold placeret. Først og fremmest er det Randers Cimbria, som ikke kræver nogen nærmere præsentation. De har 6 nederlag i træk, og de får næppe flere sejre i denne sæson. Lige over dem ligger SISU, som har tabt de seneste 3, og ligner et hold der har opgivet evret. Trods at de har ligaens bedste spiller, så virker det ikke til at holdånden helt har været der på det sidste. Begge hold har 8 sejre.
Tæt i toppen
Fra placering 3 til 5 er det også enormt tæt. Svendborg Rabbits fører an på 3. pladsen med 12 sejre, efterfulgt af Copenhagen Wolfpack med 11 og Team FOG Næstved med 10. Wolfpack har et lille overtag her, da de har to kampe mindre end de to andre. Omvendt er Team FOG Næstved det mest formstærke mandskab af de 3, da de har vundet 4 af deres seneste 5 kampe, så kampen om 3. pladsen er helt åben. De 3s sidste indbyrdes møder bliver enormt interessante, især fordi alle indbyrdes kampe står totalt lige.
Helt i top er det også utroligt tæt. Der er kun en sejr mellem Bakken Bears på 1. pladsen og Horsens IC på 2. pladsen. Så der er lagt op til noget af en kamp, når de to ramler sammen den 12. februar i Aarhus.
Spåkuglen fortæller
Vi har kigget lidt på holdenes form, og deres resterende kampe, og er kommet frem til en slutstilling som vi tror den ender. Vi tror det bliver tæt til sidste, mellem Bakken Bears og Horsens. Men Bakken har tiebreakeren, så vi tror de napper 1. pladsen i tabellen, og Horsens tager altså 2. pladsen.
I midterfeltet er det straks sværere. Men vi går med Svendborg Rabbits, de har fået tilgang af Mikkel Plannthin som vi tror kommer til at gøre en forskel. Så Svendborg napper altså 3. pladsen. Efter dem bliver det også en tæt afslutning, men vi tror Team FOG Næstved med ankomsten af Corin Henry, kan fortsætte deres fremadgående formkurve, og dermed slutte på 4. plads. Wolfpack skal vinde et par store kampe mod både Bakken, Horsens, Svendborg og Næstved for at sikre sig 4. pladsen. Selvom de har gjort det godt, så må det forventes at de rutinerede mandskaber bliver stærkere mod slutningen. Her kan Wolfpacks unge, hurtige og urutinerede hold formentlig ikke holde trit med Rabbits og FOG.
6. pladsen er der ikke så meget tvivl om, SISU napper den. Spørgsmålet er dog om 7. pladsen kan tages af enten Værløse eller Hørsholm, og her tror vi på Hørsholm. De har virkelig fundet melodien, og fået bugt med skaderne på vigtige positioner. Randers vinder ikke flere kampe i år, så Hørsholm skal blot bruge 3 sejre ud af deres resterende 9.
Det er svært at spå om Værløse, de skal også bruge 3 sejre for at sikre sig plads i slutspillet, og på papiret set det ud til at være en umulig opgave for dem. Vi tror ikke på de klare den, så de skal spille en nedrykningsserie mod Aalborg Vikings, som nok desværre er kommet for sent i gang.
Casper er 34 år og partner i Fullcourt.dk Aps. Han står primært for den daglige drift af virksomheden bag hjemmesiden, og sørger for at al det tekniske omkring siden fungere. Derudover bidrager han med korte artikler og posts fra primært dansk basket.