Sæsonen i Basketligaen er slut.
Bakken Bears sikrede sig det danske mesterskab for syvende gang i træk efter en spændende sæson i Basketligaen, der udover guld til Aarhus-holdet sluttede med sølvmedaljer til Team FOG Næstved og bronze til Randers Cimbria.
Holdene i landets bedste række er gået på sommerferie og har rettet blikket mod den kommende sæson, hvor flere trupper allerede er ved at tage form, men inden der lukkes helt ned for sæson 2022/23 i Basketligaen skal vi have uddelt årets priser i Fullcourt Awards.
Den første pris i årets Fullcourt Awards er prisen “Most Improved Player”, der går til BMS Herlevs Marqus Marion, som har leveret en fremragende sæson.
Marion er suveræn vinder af prisen med 64 point i alt i afstemningen. Andenpladsen gik til Randers´ Brandon Norfleet med 25 point, mens Sharif Barfi løb med tredjepladsen med 17 point. Se afstemningens resultater i bunden af artiklen.
Ungt talent, der fik ansvar
Den forgangne sæson var Marion´s tredje i Basketligaen, og sæsonen var samtidig det danske landsholdsemne helt store gennembrud. Marion gik fra at være en dygtig rollespiller med stort potentiale i sæson 2021/22 til i den forgangne sæson at være en af de absolutte stjerner på BMS Herlev-holdkortet.
Den 203 centimeter høje forwards store udvikling var blandt andet en af årsagerne til, at BMS Herlev var sæsonens helt store oplevelse – og overraskelse. Og netop dette gjorde sæsonen helt speciel, fortæller Marqus Marion til Fullcourt.dk.
“Sæsonen i år har været noget helt specielt, da vi i preseason blev set sluttende i bunden af tabellen, men det bånd og den kemi, vi har bygget op som et hold, har gjort, at vi har overrasket mange. Den har også givet mig muligheden for at få mere tid på banen og udvikle mit spil, som har været en vigtig faktor for mig,” siger Marion og uddyber:
“Den forgangne sæson har lært mig, hvordan det er at være en af de primære spillere i en professionel liga, og hvad det kræver for at blive ved med at udvikle sig spilmæssigt, men samtidig også med at holde styr på skolen,”
“Jeg synes, at min udvikling har været virkelig positiv. Den mulighed, jeg har fået af Coach Moss (Adrian Moss, red.) har gjort, at jeg kunne vise mit spil frem på en anden måde, end jeg har kunne tidligere,” siger Marion, der har spillet sin sidste sæson i Basketligaen i denne omgang.
Det danske stortalent tager nemlig om kort tid turen over Atlanten for at spille college-basket hos Wake Forest University, der havde set sig lune på den velspillende 18-årige dansker. Det kan du læse meget mere om her.
“Et af mine vigtigste mål for sæsonen var, at vi fandt en form for succes som hold, og det synes jeg klart, vi fik gjort. Et andet mål var, at jeg fik muligheden for at spille for et godt college, som jeg også følt, jeg gjorde, da jeg valgte Wake Forest,” slutter han.
Regler:
- Priserne kåres ved, at alle stemmeberettigede laver en top tre i hver kategori.
- En førsteplads giver fem point, en andenplads giver tre point, mens en tredjeplads giver et point.
Pointfordeling:
Stemmeberettigede
Repræsentanter fra ligaklubber:
Bakken Bears: Skyler Bowlin
BMS Herlev: August Haas
Bears Academy: Keane Thomann
Horsens IC: Vedran Borovcanin
Holbæk-Stenhus: Rasmus Blak Møller
Randers Cimbria: Jonathan Klussmann
BC Copenhagen: Andy Ramírez
Svendborg Rabbits: Jacob Enevold Jensen
Team FOG Næstved: Mathias Bak Christensen
Værløse Blue Hawks: Asbjørn Nerlov
BK Amager: Oscar Quackenbush
Repræsentant fra Sport Live:
Aske Strandbygaard
Mikkel Guldbjerg
Repræsentanter fra Fullcourt:
Sebastian Pfaff
Alexander Christiansen
Rasmus Lynge Schmidt
Jacob Sørensen
Gustav Nedergaard
Jacob Holdgaard Jensen
Juan Carlos Rasmussen
Jeg er redaktør for Basketligaen og har været det siden februar 2021. Jeg er 22 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)