Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Basketligaen

Næstved besejrede BC Copenhagen i en tætpakket Nørrebrohallen

Tirsdag aften tog BC Copenhagen imod Team FOG Næstved. Efter 40 minutters god basketball fra begge mandskaber, stod gæsterne tilbage med sejren. Kampen sluttede 93-112 til Team FOG Næstved.

Foto: Rasmus Lynge Schmidt

Nørrebrohallen var pakket til bristepunktet til aftens kamp mellem BC Copenhagen og Team FOG Næstved. Det var sæsonens første hjemmebanekamp for BC Copenhagen, som tabte deres første kamp til Randers Cimbria i lørdags, så en sejr til københavnerne ville lune. Team FOG Næstved slog i deres første kamp Værløse Blue Hawks, så deres første to point var allerede i banken.

BC Copenhagen må prøve at få de første point i hus igen på søndag, fordi det blev gæsterne, som kunne tage de to point med retur til Næstved. Kampen sluttede 93-112 til Team FOG Næstved.

Intens første periode

Første periode var en begivenhedsrig periode. BC Copenhagens nye guard, Bakir Serdarevic, startede kampen med et brag. Han ramte tre trepointsskud, inden der var gået fem minutter af kampen første periode. Selvom Serdarevic spillede en rigtig flot første periode, var det ikke nok til at holde Næstved nede. Næstveds big-man, James “Jimbo” Lull startede kampen ud med at ramme to skud fra distancen. Det var ikke kun Jimbos fortjeneste, at Næstved lige knebent slog de velspillende BC Copenhagen spillere i første periode. For Mike Mcguirl og Ian DuBose var også dukket op til Nørrebrohallen for at sikre de to point til Næstved. Første periode sluttede 25-27 til Team FOG Næstved.

I kampens anden periode fik BC Copenhagen flere af deres spillere på pointtavlen. Både Jacob Hoffman og Durell Vinson tjekkede ind i kampen med flere scoringer i anden periode. Det samme skete ikke for Næstved. Det var stadig de amerikanske spillere, som scorede pointene for gæsterne. Den eneste scoring perioden til Næstved, som ikke blev lavet af en amerikaner, var da Martin Poulsen lavede to point. På trods af, at der kom flere BC Copenhagen spillere på pointtavlen, så udbyggede Team FOG Næstved deres føring i anden periode. Holdene gik til pause med stillingen 46-51 til gæsterne.

Hårdt arbejde af BC Copenhagen

Til duften af kebab og friture stegte pomfritter i Nørrebrohallen kom spillerne tilbage til kampens tredje periode. Det var Næstved, som kom klart bedst fra start. I periodens første fire minutter dominerede gæsterne så meget, at BC Copenhagen måtte tage en time-out. Da holdene kom ud, var det et anderledes kampbillede. Copenhagen begyndte at dække højt på banen, så de mødte Næstved ligeså snart de gav bolden fra baglinjen. Det hjalp meget, for de fik stresset Næstved til en lille håndfuld turnovers. Det betød, at BC Copenhagen kom bedre ind i kampen. Men på trods af det hårde arbejde fra BC Copenhagen, så sluttede tredje periode med stillingen 71-81 til Team FOG.

Næstved dominans

Igen var det Team FOG Næstved, som kom bedst fra start. Og den har gang lykkedes det dem at stikke af. Men hverken spillerne på banen eller de mange tilskuere, som var taget i Nørrebrohallen tirsdag aften, nægtede at give op. Jacob Hoffman ramte to trepointsskud, som virkelig fik tændt op under publikum. Men det var for stor en mundfuld for BC Copenhagen. Team FOG Næstved vandt kampen med 19 point. Opgøret mellem de to mandskaber sluttede 93-112 til formstærke Team FOG Næstved.

Kampens topscorer blev den store center fra Team FOG Næstved, James “Jimbo” Lull. Han sluttede kampen af med 24 point og 10 rebounds.

En anden spillere som gjorde opmærksom på sig selv var Bakir Serdarevic. Han lignede en, som har spillet hele sin karriere for BC Copenhagen. Han skød syv gange fra distancen, og fire af de forsøg gik i, så han sluttede med 57 procent på trepointsskuddet. Han sluttede kampen som hjemmeholdets topscorer med 18 point.

 

Jeg hedder Rasmus, og jeg er Fullcourts Basketligaen-redaktør. Jeg brænder for dansk basketball og kan oftes finde i de danske basketballhaller, når der er kamp. Når jeg ikke ser basketball, så læser jeg Journalistik på Syddansk Universitet.

Andre artikler med dette emne