Sidst Bakken Bears mødte europæisk modstand hjemme i Vejlby-Risskov Hallen, stod bjørnebanden fra Aarhus med ryggen mod muren. Siden har de været en tur i Crailsheim, Tyskland, og Bakken Bears´ chancer for videre avancement ser nu væsentlig bedre ud.
De forsvarende danske mestre rejste hjem fra det nordøstlige Tyskland med en flot sejr på 77-86. Andetsteds slog Peristeri på hjemmebane Tsmoki-Minsk. Dermed er gruppe G helt og aldeles åben. Alle fire hold er á point med seks point, to sejre og to nederlag, hvorfor alle holdene i Bakkens gruppe matematisk set fortsat kan spille sig videre.
Der er to kampe tilbage i indeværende gruppespil, og Bakken Bears kan således afgøre deres egen skæbne. Først opgave er mod Peristeri Vitabiotics fra Grækenland, der onsdag aften kommer på besøg i Aarhus, og en sejr er et must. Da Bakken var i Athen tabte danskerne snævert med 85-83.
Taber Bjørnene onsdag aften, mens Hakro Merlins Crailsheim slår Minsk i Hviderusland, er Bakken Bears ude af Europa, idet tyskerne er bedre indbyrdes. Det samme vil grækerne være.
Adskillige forskellige scenarier kan komme i spil, men en sejr er alfa og omega for Bakken Bears, hvis endnu et gruppespil i FIBA Europe Cup skal komme på tale.
Der er tipoff i Vejlby-Risskov Hallen kl. 18:30. Kampen kan ses her.
Bakken Bears spiller deres sidste gruppekamp næste onsdag den 17. november på udebane i Minsk.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































