Bakken Bears kæmpede onsdag aften en brav kamp for at få deres første sejr i den nye sæson i FIBA Europe Cup. Modstanderen hed Peristeri Vitabiotics fra Grækenland, men ligesom i kampen mod Hakro Merlins Crailsheim i sidste uge måtte de forsvarende danske mestre gå tomhændet fra opgøret med et knebent nederlag på 85-83.
I det andet opgør i gruppen sejrede Tsmoki-Minsk mod Hakro Merlins Crailsheim. Minsk er derfor fortsat ubesejret og befinder sig på en førsteplads i gruppen. Merlins er nummer to, Peristeri er treer, mens Bakken Bears nu står med ryggen mod muren på en sidsteplads i gruppen.
Sejren til de græske værter kom i hus efter en kamp, hvor Bakken Bears ellers var tæt på at lave et imponerende comeback. De aarhusianske stod i en særdeles ugunstig situation efter første periode, som de tabte med 24-12. I første halvdel af første periode fik Bakken blot nettet til at blafre en enkelt gang. Bears kom bedre med i anden periode og fik skrabet syv point af hjemmeholdets føring.
Tredje periode var en jævnbyrdig affære, som Peristeri Vitabiotics til syvende og sidst dog vandt med fem point. Bakken Bears gik ind til kampens sidste ti minutter bagud med ti point.
Men Bears smed aldrig håndklædet i ringen, selvom oddsene var imod dem. Med halvandet minut tilbage af kampen var Bakken bagud med ni point. En række gode aktioner af Bjørnene fik gjort det til en helt lige kamp, 83-83. Uret stod på ti sekunder, men Peristeri havde bolden i hænderne, og det udnyttede de til fulde desværre for Bakken. Peristeris Ian Miller var clutch og bankede det sidste søm i Bakken-kisten med to sekunder tilbage af kampen.
Bakken Bears tabte kampen med 85-83.
Flotte individuelle Bakken-præstationer
Topscorer i kampen var Bakken Bears´ Jarred Ogungbemi-Jackson med 22 point. Han krydrede sin statline med 7 assists og 4 rebounds. Ogungbemi-Jackson skød 10 for 10 fra straffekastlinjen.
Michel Diouf leverede 14 point og var brandvarm bag treeren. Den alsidige center ramte 4 af sine 5 forsøg fra trepointsland.
Bakken Bears´ næste kamp i FIBA Europe Cup er den 27. oktober på hjemmebane mod gruppens førerhold Tsmoki-Minsk.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)