Efter en sejr på 4-2 over Atlanta Hawks i Eastern Conference Finals er Milwaukee Bucks klar til et møde med Phoenix Suns i dette års NBA-finaler. Kamp 6 vandt Bucks med 118-107.
Bucks var uden den deres altoverskyggende stjerne, Giannis Antetokounmpo, der udgik med en knæskade i kamp 4.
I første halvleg fulgtes de to hold pænt ad, men ‘bukkene’ var et andet dyr i anden halvleg, hvor en vis skarpskytte stemplede ind.
Midt i fjerde quarter gik Hawks på et 21-7 run, hvorfor vi fik en smule spænding hen i mod kampens afslutning, selvom det længe lignede, at Bucks’ bedste scorer egenhændigt havde afgjort kampen i tredje periode.
Middleton som nat og dag
Khris Middleton havde mildest talt spillet en rædderlig første halvleg, hvor han blot stod noteret for fem point, men det var en helt anden spiller, der kom ud ad omklædningsrummet.
Han scorede ikke blot sit holds første 16 point, men de første 16 point i hele anden halvleg, hvilket gav Milwaukee en føring på knap 20 point.
Middleton scorede 23 point i tredje quarter, og han sluttede kampen med 32 point.
Artiklen forsætter under videoen.
Young var stadig skadet
Trae Young har været en kæmpe oplevelse i dette års slutspil, hvor han har skabt overskrifter på stribe.
I nattens kamp var det dog tydeligt, at han var mærket af den fodskade, han pådrog sig i kamp 3. Han er normalt blandt andet kendt for dybe 3’ere efter dribling, men han brændte alle sine forsøg fra distancen og gik blot 4/17 på sine field goal-forsøg.
Til gengæld fik Hawks stor hjælp fra bænken fra Cam Reddish, der spillede sin ubestridt bedste slutspilskamp. Han gik 6 for 7 fra distancen og sluttede kampen med 23 point. Reddish var en stor oplevelse, og han fik gentagende gange publikum af sæderne med store skud og masser af trash talk.
Ikke desto mindre blev det Bucks, der skal repræsentere øst i finalerne, hvoraf kamp 1 spilles natten til onsdag i Phoenix.
Jeg er NBA-redaktør her på siden og læser til dagligt til journalist på dmjx. Jeg følger NBA tæt, hvor min kærlighed bliver kastet ekstra meget efter New York Knicks.









































































