Ifølge den meget pålidelige ESPN reporter, Adrian Wojnarowski, skulle Milwaukee Bucks eftersigende have hentet den 32-årige point guard, Jeff Teague.
Free agent guard Jeff Teague is signing with Milwaukee, sources tell ESPN.
— Adrian Wojnarowski (@wojespn) March 29, 2021
Jeff Teague blev før sæsonens start samlet op af Boston Celtics. Her blev det til 34 kampe, hvor han snittede 6,9 point og 2,1 assist over 18 minutter pr. kamp. Dette var sandsynligvis ikke, hvad Brad Stevens og resten af Celtics havde forventet af den ellers tidligere all-star spiller. De valgte nemlig at trade ham væk i handlen med Evan Fournier fra Orlando Magic, før torsdagens Trade-deadline.
Magic valgte dog kort tid efter at fritstille Jeff Teague. Dermed havde Milwaukee Bucks muligheden for at hente den rutinerede guard.
Således bliver Teague genforenet med hans tidligere træner fra Atlanta Hawks, Mike Budenholzer. Det var en tid, hvor Jeff Teague var aldeles velspillende, og han blev ovenikøbet udnævnt til all-star tilbage i 2015. Håbet er da, at man kan bringe den Teague tilbage for Bucks.
Han forventes at få en rolle fra bænken, hvor han skal være back up til den startende guard, Jrue Holiday. Teague kan bringe en erfaring til holdet, og hvis Budenholzer først får den gamle Teague tilbage, som vi kender ham, kan det vise sig at blive en ganske fornuftig signing.
Bucks indtager i skrivende stund en tredjeplads i Eastern Conference, og spiller næste gang natten til torsdag mod Los Angeles Lakers.
Mit navn er Mads, jeg er 21 år og kommer oprindeligt fra Svendborg. Min store basketpassion og basketviden kommer igennem mange års overværelse af kampe fra Basketligaen primært fokuseret på de vilde kaniner fra Sydfyn. Jeg har dog også en stor interesse i NBA og basketball generelt.









































































