James Harden vil væk fra Philadelphia 76ers.
Det gjorde han selv tydeligt allerede tilbage i midten af august, hvor han kaldte holdets præsident, Daryl Morey, for en løgner.
I dag er der mediedag for 76ers, lige inden de begynder på træningslejren op til sæsonen.
Ifølge ESPN’s Adrian Wojnarowski er Harden her ikke mødt op, da det forventes, at han fortsat forsøger at skubbe sig ud af klubben. Han skulle også være vred på organisationen, da de endnu ikke har tradet ham til Los Angeles Clippers. Hans ønskede trade-destination.
Den tidligere MVP er fortsat under kontrakt med 76ers frem til 2024, og det er derfor holdets beslutning, hvornår de vil trade ham og hvor de vil sende ham hen, hvis det er det, de vælger at gøre.
Ifølge Wojnarowski har der været snak mellem 76ers og Clippers, men de er ikke kommet tæt på en konkret byttehandel.
Det vil derfor være interessant at følge, hvordan situationen udvikler sig i de løbende dage, uger og måske måneder. Især hvis 76ers ikke kan få den retur for Harden, som de ønsker.
Han kan desuden risikere at få en bøde for ikke at møde op til mediedag.
34-årige James Harden har opnået meget igennem sin karriere, hvor han har vundet et MVP-trofæ, er kommet på ti All Star-hold og var en del af NBA’s 75 års jubilæumshold. I sidste sæson snittede han 21 point, seks rebounds og 11 assists.
ESPN Sources: In what’s expected to be a continued attempt to push for a trade, Philadelphia 76ers star James Harden isn’t in attendance for the team’s media day today. Harden remains upset that the organization hasn’t moved him to the Clippers.
— Adrian Wojnarowski (@wojespn) October 2, 2023
Jeg er 23 år gammel og er NBA-redaktør på siden. Ved siden af læser jeg journalistik på Roskilde Universitet.
