Danske Asbjørn Midtgaard skal spille NBA Summer League for Orlando Magic, hvilket NBA-ekspert Morten Stig Jensen, der tidligere har arbejdet for blandt andre TV2 Sport og jævnligt skriver for det globale erhvervsmagasin Forbes, ikke mener har fået nok opmærksomhed i det danske medielandskab.
Midtgaard snittede i sit sidste år på college over 14 point og næsten ti rebounds, hvilket han leverede med en effektivitet på over 70 procent.
Det har givet ham en plads i Las Vegas, hvor NBA’s summerturnering løber af stablen. Det er en kæmpe bedrift af den 23-årige centerspiller at kunne være med på en af sportens allerstørste scener, fortæller eksperten.
“Det er megastort, at han skal spille Summer League, og her sender jeg altså lige en hævet pegefinger til de store danske sportsmedier for at ikke have fremhævet den historie. Basketball er verdens næststørste sport, og vi har en dansker i Summer League for første gang siden Christian Drejer. Det er enormt, og vi burde snakke mere om det på nationalt plan,” mener Jensen, som har dækket basketball igennem en lang årrække både nationalt og internationalt.
Men hvorfor gør vi så ikke det, når ressourcerne tydeligvis er store nok med henblik på det omfang, der ellers udgives sportsjournalistik?
“Sportsmedier i Danmark er notorisk gammeldags. De fleste tøver med at prøve nye ting og holder sig til, hvad der giver kliks. En historie om et dansk basketballtalent giver ikke så mange kliks som f.eks. Silkeborgs nedrykning fra Superligaen,” siger eksperten, der til dagligt blandt andet laver podcast om NBA på engelsk.
Med et medielandskab, der hovedsagligt er drevet kommercielt, kan det dog blive en udfordring at ændre det fra den ene dag til den anden. Men der skal mod til at prøve nye ting, før vi kan rykke os som sportsnation, mener Morten Stig Jensen.
“Hvor langt når vi som sportssamfund, hvis man ikke finder sine nosser og tager en chance med noget nyt? Ved at dække nye ting, kan man pludselig åbne døre, der aldrig før var åbne,” forklarer han.
Det er ikke kun basketball, som bliver overset i mediebilledet, siger eksperten med henvisning til e-sport, som også bliver ignoreret i medielandskabet.
Medierne undervurderer deres magt
Men hvorfor er tendensen, som den er? Størstedelen af forklaringen skal findes i, at de store mediehuse undervurderer sin egen indflydelse.
“Herhjemme undervurderer vi, hvad medierne kan gøre. Vi er for vant til at gøre, hvad vi altid har gjort. Det er kød og kartofler-mentaliteten. Der findes andre ting, som kan være mindst ligeså spændende,” mener Jensen.
Derfor er det ikke for sent at vise danskerne, hvorfor der også er andre ting end eksempelvis Superligaen, der kan være interessante.
“Lær danskerne, at fra nu af får de flere og mere alsidige sportsgrene på tallerkenen. Uddan danskerne i, hvordan ligaerne virker, og hvorfor de er spændende,” uddyber han.
I stedet bruges kræfterne på at dække håndboldherrenes sølvfest intenst, hvor tiden, ifølge Stig Jensen, kunne være brugt på at fortælle danskerne, hvor stort det egentlig er, at vi har en dansker, der prøver kræfter med en af basketballens allerstørste scener.
Det mener Morten Stig Jensen er at spille den sikkert – at give folk, hvad de vil have i stedet for det, de ikke vidste, de havde brug for.
“Man skal turde at tage chancer. Jeg siger ikke, man skal lave en redaktion udelukkende for NBA og andre ligaer, der ikke fylder meget i mediebilledet. Men trap op stille og roligt. Lav et mandat på redaktionen om, at der på en uge skal laves X antal indholdsstykker om NBA, e-sport eller andre sportsgrene, som har succes i andre lande,” foreslår han.
Det er altså en lang proces, eksperten håber at være med til at starte. Det er ikke en forandring, som kan ske fra den ene dag til den anden, men han håber på en gradvis optrapning i det danske mediebillede, hvor ansvaret ligger hos de enkelte mediehuse.
“Det starter med optrapning, samt en vilje fra sportsredaktørerne om at påbegynde noget nyt,” afslutter NBA-eksperten.
Jeg er NBA-redaktør her på siden og læser til dagligt til journalist på dmjx. Jeg følger NBA tæt, hvor min kærlighed bliver kastet ekstra meget efter New York Knicks.









































































