Søndag aften skulle en af Basketligaens tidligere udsatte kampe spilles. Det var opgøret mellem Horsens IC og Team FOG Næstved. Gæsterne kom til Horsens med en sejr i bagagen fra i onsdags, hvor de slog Svendborg Rabbits. Horsens IC havde ikke været i aktion siden den 16. januar, hvor de slog Værløse Blue Hawks. Team FOG måtte undvære deres kaptajn, Mathias Bak Christensen, til aftens kamp.
Det var hjemmeholdet, der sluttede som sejrherre. Takket være et velspillende Horsens IC-mandskab, hvor Khalil Ahmad og Andy Cleaves var storspillede, sluttede kampen 90-75 til de gule.
Det var tydeligt, at hjemmeholdet var banens bedste hold. Team FOG Næstved manglede den gejst som Mathias Bak tilføjer til Næstveds spil, og derfor fik Næstved aldrig helt gang i deres spil. Til gengæld var der masser gejst hos hjemmeholdet, som virkelig leverede et show for hjemmebane-publikummet. Specielt Andy Cleaves fra Horsens IC. Største delen af hans spil i dag foregik i højere luftlag. Han greb flere alley-oops, og dunkede en masse. Han blev også kampens topscorer med 24 point, men lige i hælene på ham var hans holdkammerat Khalil Ahmad med 23 point.
Vigtig sejr for Horsens IC
Sejren i dag var vigtig for Horsens IC fortalte Khalil Ahmad til Fullcourt.dk efter kampen:
“Vi skulle vinde i dag. Vi har 20 vigtige dage foran os med de sidste kampe i grundspillet, så skal vi have så meget ud af dem som muligt,” fortalte Khalil Ahmad.
Horsens ICs næste kamp er den 3. februar, hvor Bears Academy kommer på besøg i Forum Horsens.
Jeg hedder Rasmus, og jeg er Fullcourts Basketligaen-redaktør. Jeg brænder for dansk basketball og kan oftes finde i de danske basketballhaller, når der er kamp. Når jeg ikke ser basketball, så læser jeg Journalistik på Syddansk Universitet.