Navnet er Peter Møller. Han er 21 år gammel, og startede til basket i en alder at blot 8 år. Han havde på det tidspunkt prøvet adskillige sportsgrene i form af blandt andet badminton, fodbold, breakdance og karate, men efter hans første træning i Værløse Basketball Klub, var Peter fuldstændig solgt.

FOTO: Emil Hyltoft Eriksen
“Jeg blev fuldstændig forelsket i sporten. Jeg startede i Værløse Basketball Klub, hvor jeg spillede alle mine år i Danmark, inden jeg flyttede til USA i 2014. Basketball har altid ligget virkelig højt på min liste. Jeg spillede for det meget succesfulde 94’er hold i Værløse, og vi rejste vel 5 gange om året til udlandet for at spille diverse turneringer. Så siden jeg har været 12 år, har jeg nærmest levet livet på farten. Jeg har rejst ufatteligt meget, været i 37 forskellige lande, og stort set levet livet som en professionel siden jeg var meget lille.”
Peter fik sin debut i Basketligaen i en alder af blot 16 år og 338 dage, da han fik knap 3 minutter i en kamp mod Hørsholm. Peter Møller formåede ikke at sætte noget aftryk på kampen, men allerede 11 dage senere blev det til 12 minutter mod Svendborg. Værløse tabte godt nok klart, men Peter fik vist, hvad han kunne. Peter endte kampen med at være 4/4 fra 2’eren, 1/1 fra 3’eren og derudover tage 4 rebounds. Det var startskuddet til et par gode sæsoner i Basketligaen for Peter, der i 13/14-sæsonen blev udnævnt til årets talent.
“Det har været noget af det, som har motiveret mig mest med basketball. Alt det man kan få ud af det, som ikke nødvendigvis handler om basket, men alle de oplevelser du får. Min tid i Basketligaen i Danmark var noget af det, som modnede mig til at tage skridtet videre til USA. Jeg havde en stor rolle på ligaholdet i Værløse i en alder af bare 17år. Det var selvfølgelig meget udfordrende i starten, men i takt med at jeg fik flere og flere minutter, kunne jeg virkelig mærke, at jeg rykkede mig.”

FOTO: Robert Dines Rasch
“Jeg havde hele tiden den idé i baghovedet, at jeg skulle til USA, og Danmark bare var et springbræt til at komme videre. Så efter to lærerige sæsoner på ligaholdet var jeg klar til at tage af sted. I 2014 skrev jeg så under på en kontrakt med D1 skolen Liberty University. Min plan var, og er stadig, at blive alle 4 år for at få mig en bachelor uddannelse i Business Management. Men efter 1 år på Liberty University er jeg nu skiftet til Metropolitan University of Denver. Jeg er på mit andet år i college og studerer stadigvæk Business Management. Livet på college er fantastisk, man oplever så ufatteligt meget, man får venner for livet, træner og spiller på et højere niveau end nogensinde før.”
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.









































































