Top 10: MVP-Barometer

Vi nærmer os sæsonens All-Star weekend, og det er igen blevet tid til at se på favoritterne til prisen som Most Valuable Player.
Giannis Antetokounmpo - Milwaukee Bucks - Flickr - Keith Allison
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter

Vi nærmer os et midtvejspunkt i NBA sæsonen 2020/21, som traditionelt markeres med den årlige All-Star weekend. Vi er så langt så godt blevet underholdt med et hav af flotte præstationer – individuelle som kollektivt. Her er det dog primært de individuelle spillerpræstationer vi har taget et kig på, og vurderet hvilke ti spillere, der lige nu er favoritter til sæsonens MVP-pris.

Udover spillerens individuelle præstationer, har det været afgørende, at spillerens hold er inde i billedet til en slutspilsplads.

10. Donovan Mitchell

Donovan Mitchell har gang i sin bedste sæson i hans hidtil korte karriere. Mitchell leverer i øjeblikket career high i både point og assists per kamp på et Utah Jazz mandskab, der på nuværende tidspunkt har ligaens bedste record med 27 sejre. 

Mitchell er for nyligt blevet udnævnt til karrierens anden All-Star deltagelse, og har flere gange i sæsonen vist sig som Utahs foretrukne offensive våben, når kampene har været tætte og skulle afgøres. Her har han med sine atletiske formåen og evne til at score via layups, floaters, flotte dunk og 3-pointsscoringer været afgørende for sit holds succes. 

Alligevel må det betegnes som tvivlsomt, at den vævre guard bliver en reel kandidat til årets MVP-titel, selvom prisen oftest går til den bedste spiller på et top 4 mandskab i en af de to konferencer.

9. Luka Dončić

På trods af kritik om at være ude af form ved sæsonstarten, har det europæiske vidunder, Luka Dončić, leveret 16 double-doubles og 7 triple-doubles i 32 kampe, mens han er nummer syv på topscorerlisten, og har ligaens sjette højeste PER. De individuelle præstationer har altså ikke fejlet noget hos tredjeårsspilleren. 

Desværre ligger Doncics Dallas Mavericks-hold på en aktuel ottendeplads, og selvom de uden tvivl havde lagt markant dårligere til uden hans tilstedeværelse, skal texanerne længere op i tabellen, for at Luka for alvor kan drømme om MVP-prisen. 

8. Stephen Curry 

Hvis man vil se forskellen på et hold med og uden Stephen Curry, skal man blot finde slutstillingen fra 2019/20 sæsonen, hvor Curry kun spillede 5 kampe, og sammenligne med den nuværende stilling i NBA. Forskellen har været mærkbar, og Curry har spillet med liv og sjæl for at trække Golden State Warriors indenfor i slutspillet igen. 

Det har medført vanvittige statistikker, på højde med hvad Curry præsterede i 2016, hvor han blev enstemmigt Liga-MVP. Curry snitter 29,7 point, 6,3 assists og 5,5 rebounds per kamp, og gør det med imponerende skudstatistikker. Således scorer Curry på 47,8% af sine field goals, 41,1% af sine 3-pointsforsøg samt hele 93,4% af sine straffekast.

7. James Harden 

Efter blot at have medvirket i en enkelt kamp siden 6. februar, er Kevin Durant gledet ud af MVP-barometeret. I stedet er hans holdkammerat James Harden, efter en dominerende måned, kravlet ind. 

Harden er for alvor ved at komme til sin ret i Brooklyn Nets, og er senest blevet hædret med prisen som Player of the Month i Eastern Conference for februar måned, hvor Nets vandt 9 af 13 kampe. Harden fører ligaen i assists, og snitter for sæsonen en double-double med 25,5 point og 11,1 assists per kamp. 

Men for at være realistiske må vi erkende, at det er svært at vinde en MVP-titel, når man spiller på hold med en anden superstjerne, og så snart Durant er tilbage på holdet, må vi forvente, at de to profiler udelukker hinanden som bejlere til prisen, ligesom vi for få år siden så det med Stephen Curry og Durant i Golden State.

6. Damian Lillard

På trods af markante skader til bærende kræfter som CJ McCollum, Josuf Nurkic og Zach Collins, ligger Portland Trail Blazers, takket været Damian Lillard, alligevel på en femteplads i Western Conference. 

Lillard er efterhånden blevet kendt for at kunne brænde nettet af, uanset distancen dertil, og i år har ikke været nogen undtagelse. Lillard har scoret næstflest 3’ere (138), har tre kampe med 40+ point samt ligaens næsthøjeste antal offensive win shares indtil videre i sæsonen. 

Fortsætter Lillard de flotte præstationer, er Trail Blazers sikker på en plads i slutspillet, og den loyale guard er sikker på en håndfuld stemmer til prisen som ligaens MVP.

5. Kawhi Leonard

Kawhi Leonard har igen i år vist sig som en af ligaens bedste two-way players, og bliver ofte sat til at dække modstanderens bedste offensive spiller, mens han i den anden ende selv har en forrygende evne til at score. 

Leonard er for èngangs skyld ikke ikke blandt favoritterne til prisen som årets forsvarsspiller, men med sit alsidige og effektive spil, giver han LA Clippers en reel grund til at tro på et mesterskab til den blå del af Los Angeles. 

4. LeBron James

LeBron James fortsætter ufortrødent med at præstere for 18. sæson i træk. James er en af de mest komplette spillere NBA har set, og efter 36 kampe af 2020/21 sæsonen må vi konstatere, at det igen er en helstøbt indsats af den 4-dobbelte MVP lægger for dagen. 

25,8 point, 8 rebounds og 7,8 assists per kamp taler sit eget tydelige sprog. Dog har James’ MVP-kandidatur fået lidt ridser i lakken de seneste to uger, hvor Los Angeles Lakers har tabt 5 af 7 kampe, som LeBron har medvirket i.

3. Nikola Jokic 

Nikola Jokic er i sit livs form og spiller noget af det bedste basketball, vi har set fra ham. Han er med i alle spillets facetter og bidrager offensivt, både som scorer og spilfordeler. At se en center snitte over otte assists kombineret med 27,3 point per kamp, og samtidig levere en svimlende høj liga-bedst PER på 32,1 virker næsten uhørt. 

Ser man udelukkende på MVP-prisens navn – det at være den vigtigste spiller – ville Nikola Jokic formentlig være favorit til at vinde, men som bekendt, har det stor betydning, hvordan dit hold klarer sig, og lige nu er Denver Nuggets kun at finde på en syvendeplads i Western Conference.

2. Giannis Antetoukounmpo 

Hvis man i år er skuffet over Giannis Antetoukounmpos spil, fortæller det i højere grad noget om, hvor absurd god han har været de foregående år, end om hans niveau i 2020/21 sæsonen. 

Nok har Milwaukee Bucks som hold nogle ting de skal have styr på frem mod slutspillet, men The Greek Freak spiller stadig som det han er – en af ligaens bedste. 

Ligaens forsvarende MVP snitter i år 29,1 point, 11,7 rebounds og 5,8 assists per kamp, mens han har ligaens tredjehøjeste PER på 29,1 og ligeledes tredjehøjeste win share på 5,8. Hans hold ligger nummer 3 i Eastern Conference og det er bestemt ikke umuligt, at Giannis kan vinde sin tredje MVP titel på tre år.

1. Joel Embiid

Den aktuelle favorit til prisen som ligaens MVP finder vi hos Philadelphia 76ers, der ligger nummer et i Eastern Conference. 

Joel Embiid har domineret i begge ender af banen, hvor han i højere grad har trådt i karakter defensivt end hidtil set, mens han offensivt har brilleret bag trepointslinjen. Embiid har således gang i en fremragende sæson, hvor han har scoret på 41,6% af sine forsøg fra distancen. Derudover leverer han også karrierens bedste field goal procenter med 52,1%. 

For at understrege Embiids dominans har han fem gange i sæsonen leveret minimum 40 point og 10 rebounds. Til sammenligning, har resten af NBA kun formået at gøre tilsvarende fire gange. Senest smed han 40 point i hovedet på Rudy Gobert, der af mange betragtes som favorit til prisen som årets forsvarsspiller. 

Det store spørgsmål bliver om kroppen kan holde til de mange minutter, eller om Embiid på vanligvis vil ramle ind i mindre skader, der tvinger ham ud på sidelinjen. Spillet på banen taler i hvert fald for sig selv i øjeblikket, og kan 76ers sammen med deres camerounske big man holde dampen oppe, ser MVP chancerne aldeles gode ud.

Se andre spændende artikler