Morten Stig Jensen har gennem mange år beskæftiget sig med NBA. Siden han var spæd, har han rejst verden rundt med sin mor, der var stewardesse. Antallet af besøg i staterne er et stykke over 40. Så interessen for basketball, NBA og generelt amerikansk kultur er skudt ind med modermælken.
Siden har han gennem de seneste 10 år dækket den amerikanske liga med baggrund, analyser og egne holdninger for senest siden Naismith.dk. Men i kulissen spøger også en NBA podcast af internationalt format. Store navne som Matt Moore, Sam Vecenie, Derek Bodner, Mark Deeks og Ian Levy samt en mindre hær af bloggere som Chris Axxman, Allana Tachauer, Nekias Duncan, Shane Young, James Holas, Kelly Scaletta og Jason Patt har besøgt den lille sluttede kreds af stærke følgere af verdens bedste basketliga. Podcasten hedder ”The NBA Podcast” og er affilieret med siden FanRag.
https://itunes.apple.com/us/podcast/the-nba-podcast/id1102094287?mt=2
Så hvordan ser en basketfreak af Morten Stig Jensens kaliber på den kommende sæson? Jo, han ærgrer sig som mangeårig Chicago fan naturligvis over, at holdet går en svær sæson i møde. Jimmy Butler strøg til Minnesota, og Dwyane Wade kastede håndklædet i ringen og valgte at tage en tur mere med LeBron i Cleveland. Tilbage står et skamskudt mandskab, der har nogle hårde år i vente.
”Det er lidt ærgerligt, at man ikke beholdt eksempelvis Butler og så fik endnu en stjerne. Det gik jo pludselig op for mange, at de stjerner, der var i spil til et trade ikke havde så meget tradeværdi, som man gik og troede. Flere af de store navne blev handlet til et meget lavt retur, så hvorfor forsøgte man eksempelvis ikke at hente Paul George ind til Chicago, samtidig med at man fik Butler til at blive? Muligheden var der”.
Øst og Vest
De mange trades i offseason har gjort, at Western Conference nu står endnu stærkere end tidligere. Forskellen har aldrig været større.
”Øst er nærmest tømt nu. Man har naturligvis Cleveland og Boston som topholdene, og så ligger Toronto og Washington derefter. Vi er på et lavpunkt for øst, og situationen er faktisk derude, hvor vi kan risikere, at en spiller som Aaron Gordon bliver en All Star i år. Vest står meget, meget stærkt, og særligt OKC og Minnesota lavede nogle gode handler, der gjorde, at de fik fyldt på og er blevet langt mere kompetente”.
Morten Stig Jensen er særligt imponeret den gode handel Oklahoma fik lavet med Paul George og Carmelo Anthony. Begge spillere kom billigt til klubben via byttehandler, og efterfølgende væltede man den helt store trillebør med mønter af i Westbrooks indkørsel for at forlænge med den karismatiske MVP.
Samtidig ser han stort potentiale i Minnesota Timberwolves, der før denne sæson fik Jimmy Butler samt Jeff Teague og Jamal Crawford ind af døren.
”Jimmy Butler er i min optik en top 10 spiller i ligaen. Det siger jeg ikke kun, fordi jeg er tidligere Chicagomand, men jeg mener oprigtigt, at Butler er en af de bedste tovejs-spillere i ligaen. Sæson efter sæson har han minimeret fejl og er blevet en bedre og dygtigere spiller kontinuerligt. Han er heller ikke uvæsentlig i MVP optikken, for han er utroligt værdifuld for et hold. Sammen med Karl-Anthony Towns bringer de sig i playoff i år, og de skal nok gøre en god figur. Jeg ser dem lige under de fire store i Western – Warriors, Spurs, Rockets og Thunder. Det er dog sådan med de to conferencer, at jeg ser muligheden for at
komme med i Playoff væsentlig vanskeligere i West end i East. Jeg tænker, at man med 35-39 sejre kan gå med i Eastern Conference, mens man som minimum skal have 46-49 sejre i Western”.
MVP
Når samtalen falder på profiler, så er der mange at vælge imellem. De store trades efterlader mange interessante og ubesvarede spørgsmål. Hvor står Kyrie Irving nu i forhold til LeBron? Hvad kommer Isaiah Thomas tilbage med efter sin skade? Kan Westbrook enes med to andre store profiler?
En ting er dog sikkert. Morten Stig Jensen er ikke i tvivl om, hvor MVP trofæet ender.
”Det bliver Kawhi Leonard. Han er så vigtig for det hold, og hvis man lægger mærke til hans udvikling efter Tim Duncan gik på pension, så er han gået i den rigtige retning ud fra rigtig mange parametre. Han har fået en endnu større rolle i angrebet, og krydret med hans defensive evner, så bliver han den mest afgørende spiller for samtlige af holdene i NBA denne sæson”.
NBA sæsonen starter i morgen med Cleveland Cavaliers – Boston Celtics og senere Golden State Warriors – Houston Rockets.
Foto: Pia Nygaard Larsen









































































