Nok tabte Dallas Mavericks søndag nat til Toronto Raptors, men for Luka Doncic blev det alligevel en uforglemmelig aften. Han gjorde nemlig sit for at undgå nederlaget og brillerede med en triple-double på 35 point, 12 rebounds og ti assists. Han blev dermed den første teenager og den yngste spiller nogensinde, til at lave en triple-double med 30+ point.
Tidligere var LeBron James den yngste spiller med den rekord, da han som 20-årig havde en triple-double med 30 point tilbage i 2005 mod Milwaukee Bucks.
Dengang fik LeBron James og hans daværende holdkammerater dog også sejren. En bedrift Doncic ikke kunne prale af efter nattens kamp, og det var han tydeligt skuffet over.
“Det er sejren der betyder noget for mig. Triple-doublen er selvfølgelig speciel, men den ville have betydet endnu mere, hvis vi også havde vundet,” sagde Luka Doncic.
Det var den anden triple-double i sæsonen for den slovenske guard. Han er dermed også den første teenager nogensinde til at lave flere triple-doubles, efter han for en uge siden brillerede med en lignende statline mod Milwaukee Bucks. Her blev han samtidig den næstyngste spiller nogensinde til at fuldføre en triple-double, kun overgået af Sixers’ Markelle Fultz.
Du kan se højdepunkter fra Doncic’ triple-double her:
https://www.youtube.com/watch?v=7NO1mlbavAk
Kasper er tidligere redaktør for NBA på Fullcourt.dk - Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.









































































