James Harden er lederen for Houston Rockets, men han blev blæst ud af banen i nat af holdkammeraten Lou Williams. Den tidligere Lakers spiller lavede hele 27 point, hvoraf de 7 var 3-pointscoringer.
Kampen i Smoothie King Center, der for blot få dage siden var vært for All Star weekenden, endte 129-99 til Houston Rockets.
Kampen i nat var interessant, da flere trades var i spil på banen. DeMarcus Cousins spillede sin første kamp efter Sacramento æraen, og han fandt også flot melodien sammen med Anthony Davis.
De to lavede henholdsvis 27 og 29 point. Cousins kvitterede også med hele 14 rebounds. De to stjerners præstation var dog ikke nok mod et Rockets hold, der med tradet ser ud til at ville kunne drille Golden State Warriors i en Playoff serie på en god dag.
Pelicans skal ikke begræde nederlaget for længe. De mødte i nat et toptunet Rockets hold med 6 mand i double figures. Pelicans superstjerner Davis og Cousins skal nok få det godt sammen, og første målsætning må være playoff. Man er tæt på, og med indkøbet af Cousins bør det være realistisk.
“Da jeg fandt ud af, at vi havde fået ham, var jeg vågen hele natten og tænkte over, hvordan vi kunne blive gode sammen”, udtalte Davis efter handlen var ovre.
Pelicans fik et svirp i nat – men de skal nok komme igen!
Foto: Flickr









































































