For tredje år i træk gik Cleveland Cavaliers hele vejen til finalen. Det skete i nat efter endnu en sikker sejr over Boston Celtics på 135-102. Boston Celtics nåede blot at vinde en enkelt kamp undervejs, og dermed vinder Cleveland Cavaliers Eastern-Conference finalen med samlet 4-1.
Allerede i kamp 2 måtte en af Boston Celtics helt store profiler, Isiah Thomas, udgå med en skade, der har holdt ham ude lige siden. Det har haft for stor indflydelse for det ellers 1. seedede hold i øst-rækken, der ikke har været hverken heldige eller dygtige nok til at kunne lade andre overtage hans position.
Ret tidligt i kampen fik Cleveland Cavaliers skabt sig et stort forspring. Efter få minutters spil var udeholdet foran med 10 point, en føring man havde øget til 16 point efter 1. periode. Her havde Boston Celtics tilladt gæsterne at score hele 43 point, hvilket gav en stilling på 27-43.
Boston Celtics fik bedre fat i 2. periode, men formåede ikke at hente ind på Cleveland Cavaliers. Som altid blev Cleveland Cavaliers anført af Lebron James, der allerede ved pausen havde scoret 20 point og lavet 7 assist. Derudover var både Kyrie Irving og i særdeleshed Deron Williams i hopla. Sidstnævnte kom ind og scorede 14 point i 2. periode. Avery Bradley var en af få hos hjemmeholdet, der fik sat sig igennem. Ved pausen var han oppe på 19 point, men der var nu 18 point mellem de 2 hold. Stillingen var 57-75 efter de første to perioder.
Lebron James tog imponerende 1. plads
Efter pausen overtog udeholdet igen fuldstændig kontrollen. Kyrie Irving lagde perioden ud med at lave sit holds første 11 point, mens Avery Bradley fortsatte for Boston Celtics. Hjemmeholdet havde dog umådeligt svært ved at ramme, og lavede for mange turnovers. Med få minutter tilbage af perioden havde Cleveland Cavaliers rundet de 100 point, og på dette tidspunkt var der 30 point mellem de to hold.
Den føring blev i starten af 4. periode udvidet til 39 point, og herefter var der ikke mere at komme efter i takt med at reserverne kom på banen.
Kampens topcorer blev Lebron James (CLE) med 35 point efterfulgt af Kyrie Irving (CLE) med 24 point og Avery Bradley (BOS) med 23 point. Kevin Love var eneste spiller med en double-double, da han lavede 15 point og 11 assist.
Lebron James udmærkede sig flere gange undervejs. Udover at det er 7. år i træk, at Lebron James er i NBA-finalen, så overhalede han Manu Ginobili på listen over flest satte 3’er-skud i playoff-serierne. Mest imponerende var det dog, at Lebron James i 3. periode overhalede Michael Jordan på listen over flest point i playoff-serierne. Michael Jordan nåede at score 5.987 point, mens Lebron James, med en 3’er, nåede op på 5.989 point. Dermed er Lebron James den mest scorende spiller af alle i playoff-kampene gennem tiden.
Foto: Keith Allison, FLICKR
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.









































































