I mandags hængte Los Angeles Lakers Kobe Bryants trøjer op blandt resten af Lakers’ legender. Efter ceremonien tvang de unge Lakers overtid mod Golden State Warriors. Warriors vandt i overtiden, men det var anden gang i denne sæson, at det var blevet til overtid mellem de to hold.
I nat tog Lakers så til Houston for at spille mod holdet med flest sejre i NBA. Houston Rockets havde vundet 14 kampe i streg, siden Chris Paul kom tilbage efter en skade. Der var lagt i ilden til endnu en sejr til Rockets.
Lakers med Kyle Kuzma i spidsen ville det anderledes. Kuzma spillede sin bedste kamp i sin unge karriere og endte med 38 point. Det var imidlertid ikke nok til at blive kampens topscorer, da James Harden scorede hele 51 point.
Kuzma, som ramte syv ud af ti treere, hjalp gæsterne fra Hollywood til en 122-116 sejr og Houstons sejrsrække sluttede altså på 14 kampe. Det var ikke den eneste stime, som blev brudt. Inden kampen havde Rockets vundet de sidste 55 kampe, hvor holdet havde scoret mere end 115 point.
Nederlaget i sig selv er ikke meget bekymrende for Rockets, det er en lang sæson, og alle taber. Mest bekymrende for holdet er, at Chris Paul igen måtte ud med en skade. Han forstrak en muskel i låret og forlod kampen tidligt i fjerde periode.
Houston Rockets 14. sejr i streg var den næstlængste sejrssrække i år efter Boston Celtics vandt 16 kampe i træk. Med Golden State Warriors’ tiende sejr i nat har vi nu, blot to måneder inde i sæsonen, allerede set fire tocifrede sejrsstimer. Ikke overraskende er det de fire favoritter til at nå finalen (Boston, Cleveland, Houston, Golden State), som har vist den tidlige dominas.









































































