Lance Stephenson, hvis storhedstid efterhånden ligger nogle år tilbage, har skrevet under på en etårig kontrakt med kinesiske Liaoning Flying Leopards fra CBA, den bedste kinesiske række. En kontrakt som vil indbringe ham fire millioner dollars over den næste sæson. Beløbet tilsvarer stort set det, han har tjent i den daværende sæson hos Los Angeles Lakers.
Det bliver helt sikkert en anderledes oplevelse for ham, selvom det ikke ligger ham fjernt at skulle forholde sig til nye holdkammerater og trænere. Siden han forlod Indiana Pacers første gang i 2014, har han været forbi intet mindre end seks andre NBA mandskaber.
Dog er det aldrig lykkedes ham at ramme det niveau, han havde førhen, og foregående sæson for Los Angeles Lakers snittede han ikke imponerende syv points, tre rebounds og to assists på 16,2 minutter.
Han får derfor ikke muligheden for at spille sammen med Anthony Davis, og rækken af nye spillere, som er kommet til Lakers henover sommeren. Derimod kan han se frem til at spille på hold med blandt andre Brandon Bass, en anden tidligere NBA spiller, som også spiller i Liaoning Flying Leopards.
27-årig skribent bosat i Århus. Følger NBA på tæt hold og har altid været stor Los Angeles Lakers fan.