Isaiah Thomas skadede i marts sin hofte, da mægtige Karl Anthony Towns faldt oven på den lille point guard. Det endte senere med et afbrudt playoff for Thomas i Boston i serien mod Cleveland, da fysikken stod af. Nu forsikrer den nye Cavaliers spiller sine fans samt arbejdsgiver om, at han vender tilbage som den samme spiller.
“Ingen læge har endnu givet mig den besked, at jeg ikke skulle kunne komme tilbage og konkurrere på plan. Jeg har endda fået at vide, at lægerne har set folk med værre hofteskader end denne, hvor atleten kom tilbage på højt niveau.”
Cleveland er interesseret i en form for kompensation, da klubben føler sig ført en anelse bag lyset af Boston. Man mener, at Thomas skade er værre, end Boston gav udtryk for ved tradet med Kyrie Irving. Nu trækkes skiftet i langdrag, og Cleveland er ude efter et eller flere af Bostons picks til draften.
Isaiah Thomas har indtil videre kun forholdt sig til skaden. Han har intet ytret om sine følelser vedrørende skiftet væk fra Boston – et formodentligt emotionelt skifte eftersom pointguarden spillede playoff basket for klubben kort efter søsterens tragiske død sidste sæson, samt hans bærende rolle i opbygningen af holdet efter Garnett, Pierce, Allen og Rondos afgang.
28 årige Thomas går ind i sidste år af sin kontrakt, og han er spået en plus 100 millioner dollars free agency kontrakt efter næste sæson – hvis fysikken altså arter sig. Sidste sæson snittede pointguarden hele 28,9 point pr. kamp, men han var samtidig ligaens dårligste forsvarsspiller.
Foto: Flickr – Keith Allison
https://www.youtube.com/watch?v=JDEr-Y6_qlg









































































