fbpx
Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Milwaukee Bucks

Gør Milwaukee Bucks nok for Giannis?

Gør Milwaukee Bucks nok for at overbevise Giannis Antetokounmpo, om at han kan vinde et mesterskab i netop Milwaukee? Mange år med middelmådighed og dårlige beslutninger skal erstattes af en klar plan mod en titel.

Nogle NBA organisationer er bedre end andre. Nogle er mere heldige end andre.

Det går ofte hånd i hånd, da man i NBA, især igennem draften, kan optimere sit held. Man kan stjæle et par procent hist og her, ved at arbejde bedre end de andre, og over tid burde man have fået en fordel. Selvfølgelig gælder det om at være dygtig til at scoute og dygtig til at tage beslutninger, men der er så mange variabler, at det er begrænset, hvad et hold i realiteten kan kontrollere.

En græker i Wisconsin

Så da Milwaukee Bucks i 2013 valgte Giannnis Antetokounmpo som nummer 15, har de i virkeligheden 14 andre hold at takke for at drafte en helt anden spiller, og sig selv at takke for, at satse på en ung græker, som var definitionen af et gamble.

https://www.youtube.com/watch?v=0r4boRy8Vkk

Giannis var blot 18 år gammel, da han blev valgt af Bucks. Han havde de to forgangne år løbet rundt i haller i den næstbedste græske liga, hvilket gjorde jobbet for NBA-scouts endnu sværere end normalt. Hvordan bedømmer man en teenager, som render rundt i den næstbedste græske liga og snitter ni point, fem rebounds og en assist.

I dag, fem år senere, holder Giannis sommerferie fra NBA efter en sæson, hvor han snittede 26,9 – 10 – 4,8 samt 1,5 blocks og 1,5 steals per kamp. Han er i gang med en 4-årig kontrakt til en værdi af $100 millioner, og han er elsket af næsten alle NBA fans. Han er iblandt de ti bedste spillere i ligaen og bliver med al sandsynlighed kun bedre. Bucks har fået meget mere ud af det draftpick i 2013, end nogen overhovedet kunne drømme om – en spiller som automatisk gør ethvert hold til et slutspils-hold og med tiden til contender.

Milwaukees problemer i draften

Med det enorme potentiale er der ekstra bevågenhed på spilleren, men især også på ledelsen. Sæsonen 2017-2018 må betegnes som en skuffelse for Milwaukee Bucks efter en trænerfyring, ustabilt spil, en record på 44-38 og et nederlag i første runde af slutspillet til en flok unge spillere i Boston (og Al Horford).

Milwaukee Bucks har foretaget flere besynderlige beslutninger og samtidig ikke haft det sidste held med nogle andre.  Bucks general manager, Jon Horst, kom til inden draften sidste år, så han skal ikke have skylden for mange år med dårlige beslutninger i draften. Hvis vi derimod kigger på John Hammonds tid som general manager fra 2008-2017, så er listen af førsterunde valg fra 2008 til 2016 ikke prangende:

  • 2008: Joe Alexander (8. valg)
  • 2009: Brandon Jennings (10. valg)
  • 2010: Larry Sanders (15. valg)
  • 2011: Jimmer Fredette (10. valg -Tradet til Kings)
  • 2012: John Henson (14. valg)
  • 2013: Giannis Antetokounmpo (15. valg)
  • 2014: Jabari Parker (2. valg)
  • 2015: Rashad Vaughn (17. valg)
  • 2016: Thon Maker (10. valg)

Giannis er selvfølgelig endt med at være et fantastisk valg, men alle andre på listen er enten ude af ligaen, ikke brugbare i en vigtig slutspils-kamp eller på et andet hold. Problemet med disse picks er også deres placering i draften, hvor alle picks, undtagen et, er fra 8 til 17. Det gør en svær disciplin endnu sværere.

For at skabe lidt kontekst, så blev disse spillere valgt indenfor de første tre valg efter de otte Bucks-valg, som ikke var Giannis-draften:

Brook Lopez, Gerald Henderson, Eric Bledsoe, Klay Thompson, Maurice Harkless, Joel Embiid, Jerian Grant og Domantas Sabonis.

Der er selvfølgelig nogle spillere ind i mellem, som man hellere vil have haft, når man kigger tilbage på det, men der er også et klart billede af, at de har haft nogle virkelig dårlige draftpositioner. De har ikke været gode nok til at være relevante, eller dårlige nok til for alvor at gøre genopbygningen nemmere for dem selv.

For mange spildte penge

Der skal ikke en kæmpe sviner afsted til John Hammond for de førnævnte draftvalg, men det skal der derimod for et par kontrakter, som ingen forstod i øjeblikket og som gør Milwaukees nære fremtid problematisk.

Sommeren 2016 vil for altid blive husket for den enorme stigning i salary Cappen. Det gjorde blandt andet at Kevin Durant kunne skrive under med Golden State, men det gjorde også at mange hold, helt ekstraordinært, havde en masse penge at fyre af.

Og fyret af blev de!

Matthew Dellevadova fik 4 år – $38 millioner.

4 år og $38 millioner!!

Bare fordi Milwaukee havde penge.

En hovedrystende beslutning.

Delly havde selvfølgelig også lige vundet en ring med LeBron James. #BestSummerEverForDelly

Året inden havde John Henson fået 4 år – $48 millioner.

For det skulle John Henson jo have. #smh

Efter disse fremragende beslutninger så var John Hammond en general manager, som Orlando Magic bare måtte have (Nok ikke derfor).

Inkompetence skræmmer stjerner væk

Ligegyldigt hvor glad Giannis er for Milwaukee, ligegyldigt hvor ofte han siger de rigtige ting, og måske endda mener det, når han siger, at han elsker at være der, så er det begrænset, hvor lang tid en superstjerne kan spille for en organisation, som ikke giver ham den bedste mulighed for at spille med om et mesterskab. Det var netop derfor LeBron James forlod Cleveland første gang, og LeBron har et stærkere tilhørsforhold til Cleveland end Giannis har til Milwaukee.

Det værste kan ske, hvis man er inkompetent for længe.

Grund til optimisme

Der er dog ikke kun grund til pessimisme i Wisconsin.

Malcolm Brogdon var et flot andenrunde valg, Khris Middletons kontrakt er fin, man har selvfølgelig Giannis Antetokounmpo og i årets draft valgte man Donte DiVincenzo, som gerne skulle blive en god NBA-skytte, men det må tiden jo vise.

Den største forandring er dog sket uden for linjerne. GM Jon Horst fik lokket Mike Budenholzer til at være træner for Miwaukee Bucks. Coach Bud havde stor succes i Atlanta, hvor de uden nogen forventninger, pludselig var det bedste hold i East og havde fire spillere på All Star-holdet. Bud får det bedste ud af et hold, så den ansættelse vejer godt op for Tony Snells kontrakt på 4 år – $44 millioner i helhedsbilledet af Horst’ korte tid som GM.

I Milwaukee håber de på at Malcolm Brogdon, Tony Snell, Donte DiVincenzo og Thon Maker bliver ved med at forbedre sig, så de sammen med Giannis Antetokounmpo og Khris Middleton har en fornuftig stamme.

På papiret giver det alt sammen fin mening, men Milwaukee mangler mere end nogen andre hold spillere, som kan skyde 3’eren. De var nummer 27 i 3-pointsscoringer, nummer 25 i 3-pointsforsøg og nummer 22 i 3-pointsprocenter i sidste sæson, og med fire respektable skytter omkring Giannis, kan Milwaukee blive et virkelig farligt hold. Det vil åbne op for Giannis til lettere at komme til kurven og give modstanderne en grund til ikke at dobbelt-teame grækeren, hvis han går ned i posten.

Hvis man så Milwaukees slutspilsserie mod Boston, så så man Eric Bledsoe holde bolden i alt for lang tid. Forhåbentlig kan Budenholzer få implementeret et angreb med en anelse flere afleveringer per boldbesiddelse og generelt mere tempo, så selv Bledsoe ikke tænker, at det er okay at holde på bolden i 20 sekunder, og til sidst skyde en lang 2’er. #BeBetterBledsoe

Milwaukee var nr. 20 i tempo i sidste sæson og en pointforskel per kamp på -0,3, hvilket er meget gennemsnitligt. Med Giannis på holdet burde man på ingen måde være gennemsnitlig og med Budenholzers spillestil burde vi se et Milwaukee angreb med mere fart og flow.

Offensiv spacing vs solidt forsvar

En lineup med Bledsoe-Brogdon-Middleton-Antetokounmpo-Lopez ville teoretisk løse en del offensive problemer. Brook Lopez kan skyde og ville dermed trække modstanderens center længere væk fra kurven, hvilket giver Giannis og Bledsoe bedre plads til at drive. Defensivt er der stadig en god længde med denne lineup, men Lopez er bestemt ikke en god forsvarsspiller. Thon Maker i samme lineup i stedet for Lopez løser dette, men skaber derimod problemer offensivt.

Alle disse lineups burde Milwaukee tage i brug til efteråret:

Brogdon – Middleton – Snell – Giannis – Lopez (Fremragende længde defensivt og gode skytter offensivt)

Bledsoe – Brogdon – Middleton – Giannis – Ilyasova

Brogdon – DiVincenzo – Middleton – Giannis – Lopez/Ilyasova

Bledsoe – DiVincenzo – Middleton – Giannis – Maker/Henson

Generelt burde der altid være fire skytter på banen sammen med Giannis. Når Giannis kan finde ud af, at køre en pick and roll a la LeBron James-Tristan Thompson, med enten John Henson eller Thon Maker, så er det forsvarligt kun at have tre skytter. Det kræver dog, at Giannis øger sin basketball IQ og Henson eller Maker tager et skridt op i deres udvikling. Alle lineups med Giannis som small forward giver spacing problemer, medmindre man vil spille Ilyasova og Lopez på samme tid, men så har man også opgivet at spille forsvar.

Giannis Antetokounmpo over alle

I Milwaukee er Giannis urørlig.

Alle andre kan byttes væk.

Der er som beskrevet tidligere nogle store kontrakter på holdet, som ikke giver den nødvendige produktion. De kontrakter kan ikke give noget af værdi tilbage, men det kan Bledsoe eller Middletons potentielt. Der kan meget vel komme en dag, hvor Bucks ser sig nødsaget til at bytte Middleton væk, medmindre han erkender, at han ikke skal have +$17-18 millioner.

Der er nogle vigtige år forude i Milwaukee. Alle beslutningerne herfra og til Giannis’ kontraktudløb i 2020 skal overbevise superstjernen om, at de har en klar plan for at vinde et mesterskab med ham som omdrejningspunkt. Der skal ikke længere overbetales for middelmådige spillere, der skal tænkes kreativt med de dårlige kontrakter, der skal spilles mere flydende angrebsspil og der skal flere skytter på banen.

General manager Jon Horst og cheftræner Mike Budenholzer skal vise Giannis en klar vej til toppen af NBA. For ved det første tegn på græsk utilfredshed, så starter rygterne for alvor.

Skrevet af

NBA-skribent, basketball-elsker og man kan følge med i mine NBA-Odds på twitter @OddserKunNBA.

Andre artikler med dette emne

Denver Nuggets

Kun Wilt Chamberlain, Shaquille O'Neal og Giannis Antetokounmpo har tidligere leveret en statline af samme kaliber, som den Nikola Jokic endte med i første...

Milwaukee Bucks

Milwaukee Bucks-stjernen Damian Lillard rev søndag akillessenen i sin venstre fod over og skal opereres. Nu venter en længere skadespause for Lillard.

NBA

Efter en skuffende sæson har Phoenix Suns sagt farvel til cheftræner Mike Budenholzer.

Milwaukee Bucks

Damian Lillard har måske spillet sin sidste kamp i sæson 2024/25.

Atlanta Hawks

Trae Young skal erstatte Giannis Antetokounmpo, der ikke kan deltage i årets All-Star-turnering på grund af en skade i venstre læg.

Milwaukee Bucks

Giannis leverede intet mindre end en triple-double da Milwaukee Bucks besejrede Oklahoma City Thunder i finalen i årets NBA Cup.

Brooklyn Nets

Det kører ikke som smurt for Milwaukee Bucks for tiden, og det har nu fået deres altoverskyggende stjerne Giannis Antetokounmpo til at overveje sine...

Internationalt

Det var en yderst sjældent oprevet Giannis Antetokounmpo, medierne fik fornøjelsen af, efter Milwaukee Bucks' seneste kamp mod New York Knicks.